Man må påregne at skulle yde en vis indsats, før den første havørred ligger sikkert oppe på land!
Der er dog flere ydre faktorer, som styrer havørredens liv og færden ved kysten. Faktorer, som kan bruges, når fiskene skal lokaliseres. De to vigtigste er henholdsvis føden og de fysiske forhold. Hvor føden er, dér er også havørreden. Den er jo udelukkende vandret ud i havet for at æde sig større, end den ville kunne oppe i sit trange fødevandløb.
Det er derfor vigtigt at holde øje med livet på det lave kystvand. Hvis det et sted vrimler med småfisk, krebsdyr eller børsteorm, da er der mere end gode chancer for også at træffe havørreden! Er kystvandet omvendt blottet for småkravl, er ørreden sikkert trukket et andet sted hen. Og da må fiskeren følge efter!
Vil man gøre sig håb om regelmæssigt at komme i kontakt med kystens havørreder, må man kende til deres vandringer og skiftende opholdssteder. Fiskene vandrer meget omkring mest på åben kyst og mindst i lukkede fjordområder. Enten er de på jagt efter føde, eller de er på vej tilbage til vandløbet for at gyde. Der er således tale om to helt forskellige slags havørreder, man kan komme i kontakt med nær kysten.
I det tidlige forår begynder forårsvandringen fra ferskvand eller brakvand mod åbent hav. Det nøjagtige tidspunkt for denne vandring afhænger af såvel klima som stedets beliggenhed. Det er faktorer som temperatur og saltholdighed, der styrer fiskenes vandringer.
Er vinteren mild eller vandet brakt, kan udtrækket fra vandløb og inderfjorde ske først på året. Omvendt i kolde vintre og på steder med høj saltholdighed. Da kan udtrækket finde sted langt senere på året typisk i marts-april. Og kommer foråret pludseligt, er udtrækket hektisk og af kort varighed. I modsat fald strækker det sig over et længere tidsrum.
Har vinteren været lang og kold med islæg på fjordene, vil man ofte kunne opleve et fantastisk fiskeri i perioden umiddelbart efter isgangen. Fiskene er da samlet i de brakke inderfjorde, hvor de er meget sultne. Udbuddet af føde er samtidig meget ringe i det kolde vand. Har der omvendt været en meget mild vinter, vil man kunne træffe fiskene spredt ude på åben kyst. Og herude er det meget sværere at finde fiskene end inde i bunden af fjordene.
Efter gydningen trækker havørreden ud til kystens rige spisekammer, hvor den hurtigt genvinder det tabte huld. De magre og udlegede nedfaldsfisk følges ofte af en anden slags havørreder de såkaldte “grønlændere”. Det er små, ikke-kønsmodne havørreder, som er søgt ind i brakvand eller op i åernes nedre del for at overvintre. De er ved fineste huld blanke og overvejende hunner. Desværre er de ofte lige under mindstemålet, hvorfor de skal genudsættes.
Det er kombinationen af høj saltholdighed og lav vandtemperatur, der har fået dem til at søge indefter mod brakvand eller sågar ferskvand. Den kombination er der nemlig ingen ørreder, der trives med. Hverken små grønlændere eller store nedfaldsfisk. Når temperaturen falder, må de derfor søge ferskere vand.
Begge kategorier trækker med stigende vandtemperatur ud mod mere salt og åbent vand, og begge har de kun ét i hovedet de store forekomster af børsteorme, krebsdyr og småfisk i havet. Havørrederne frådser foråret igennem i først sværmende børsteorme, siden vandrende rejer og gydende sildestimer med meget mere.
Som vandtemperaturen stiger, stiger også ørredens salttolerance. Sommeren igennem jager havørreden således aktivt selv i oceanisk havvand med en saltpromille på 35.
Men vandtemperaturen kan også blive for høj ved kysten. Når vandet nærmer sig de 20° C, søger havørreden nu længere væk fra land ud mod dybere og mere køligt vand. Det sker typisk i juli, som markerer sommerens komme. Maj og juni byder stadig på fint havørredfiskeri – specielt hvis man tager de lyse nætter i brug.
Men det lave kystvand er imidlertid stadig meget rigt på føde. Det ved havørreden, som derfor søger ind under land i ly af mørket. Her kan den i ro og mag fouragere, indtil solen igen står op og gør vandet for varmt.
Vil man derfor i kontakt med kystørreden i sommervarmen, må det ske i døgnets mørkeste timer. Råder man over en båd, kan man dagen igennem kontakte den på dybere vand, hvor den imidlertid oftest står og fordøjer. Den er derfor lettest at få i tale under nattens fourageringstogter ind til land bedst på agn, der fiskes stribende i overfladen. Her har fiskene lettest ved at se dem.
I dagtimerne kan man dog også finde den på steder, hvor dybt vand og frisk strøm når helt ind under land. Eneste krav er, at vandtemperaturen er tilpas lav. Et vandtermometer er derfor en god ting at have med i fisketasken.
Forår og sommer har havørreden nu brugt på at æde sig tyk og fed så den kan klare efterårets strabadserende gydevandring og opbygning af rogn og mælke. Efterårsvandringen sættes oftest i gang af den første periode med dårligt vejr i august-september. Fiskene fornemmer straks, at efteråret stunder til at gydevandringen er nært forestående.
De helt store fisk er ofte trukket op i de større åer allerede i maj-juni. De mindre fisk altså størsteparten bliver derimod ude i havets spisekammer endnu et par måneder. Disse mindre fisk begynder nu i sensommeren eller det tidlige efterår deres vandring tilbage til det vandløb, hvor de stammer fra.
Der er meget ofte tale om samlede vandringer af svagt farvede fisk på 3-6 pund hanner og hunner, som måske allerede har dannet par. Træffer man på en sådan flok, kan man opleve årets suverænt bedste fiskeri med flere fisk inden for et kort tidsrum.
Man skal ikke være bange for dårligt vejr med riv og rusk, når det gælder fiskeriet efter disse gydevandrere. Godt vejr gør de velnærede fisk vanskelige at lokke. Omvendt kan en solid efterårsstorm få dem til at kaste sig over alt, de træffer på.
Ofte fanger man disse svagt farvede gydevandrere på nøjagtig de samme lokaliteter, hvor man i det tidlige forår fangede nedfaldsfiskene på vej ud efter gydningen. Og ofte lønner det sig at fiske målrettet efter dem i nattetimerne, hvor fiskene trækker mest.
Pynter og næs, som stikker ud fra kystlinjen, er altid at foretrække. Her indlægger de trækkende fisk ofte en pause i vandringen.
Når alle kønsmodne havørreder er vandret op i åerne for at gyde, kan man stadig træffe på blanke, ikke-kønsmodne fisk i hav og fjord. Det kan være de små “grønlændere”, eller det kan være enkelte store “overspringere” fisk, der af en eller anden grund har valgt ikke at gyde det pågældende år. Naturens reserve, hvis noget skulle gå galt oppe i det ferske.
De blanke og ikke kønsmodne fisk fortsætter med at æde i det salte, så længe der ellers er føde nok. Men med faldende vandtemperatur søger de mod stedse mindre salt vand fra åbent hav ind i de mere lukkede fjordområder, hvor udstrømmende vandløb gør vandet mere fersk. De æder stadig, men i takt med den dalende temperatur falder også deres stofskifte og dermed behovet for føde. Fiskene bliver helt enkelt sværere og sværere at overliste for lystfiskeren!
Det er uhyre svært at generalisere om vandtemperaturens betydning for havørredens ædelyst – specielt når også vandets saltholdighed skal tages med i billedet. Men skal man gøre det alligevel, så undgå vand med en høj saltpromille, dersom vandtemperaturen ligger under 5 grader. Ligger vandtemperaturen mellem 5 og 15 grader, har havørreden det fortræffeligt – uanset saltholdigheden.
Om vinteren er de åbne og salte farvande i regelen som støvsuget for havørreder. De er enten trukket op i åerne for at gyde eller ind i bunden af fjordene for at overvintre. Herinde finder vi dem da også, når isen i det tidlige forår bryder op. Og nu stiger deres sult og jagtlyst dag for dag med de stigende vandtemperaturer.
Ikke uventet har man nu det bedste fiskeri midt på varme og solrige dage, hvor alting for alvor liver op efter vinterdvalen. Det lave vand i inderfjordene varmes hurtigt op hurtigere end vandet på åben kyst.
Når så først forårsvandringen har spredt fiskene over et stort område, er de igen sværere at finde. De jager stadig aktivt og hugger resolut, hvis ellers man kan finde dem! Til gengæld har den tiltagende sommervarme nu ofte gjort overvintringspladserne i bunden af fjordene til grumsede mudderpøle med gentagne bundvendinger, som holder både fisk og fiskere langt væk.
Havørredens år er forbi, og et nyt kan begynde.