Velkommen til Havørred Fyn!
Vi arbejder med vandløbsrestaurering, udsætning af ørreder og fisketurisme. Naviger gennem menuen og dyk ned i vores verden. Den indeholder alt om havørreder, bortset fra saltvand!
Velkommen til Havørred Fyn
Havørred Fyn arbejder målrettet for at fremme og sikre sunde bestande af vilde havørreder på Fyn, Langeland og Ærø. Projektet udspringer af behovet for at genskabe naturlige, selvreproducerende bestande efter en markant tilbagegang i 1980’erne og 1990’erne.
I dag arbejder Havørred Fyn inden for tre centrale indsatsområder: vandløbsrestaurering, støtteudsætninger og fisketurisme. Indsatserne gennemføres i tæt samarbejde med frivillige og samarbejdspartnere, som spiller en afgørende rolle i både det praktiske arbejde, dataindsamling og formidling.
Fisketurismen bidrager samtidig til lokal værdiskabelse og understøtter turisterhvervet – særligt i skuldersæsonerne – hvor lystfiskere skaber aktivitet uden for højsæsonen.
Havørred Fyn er et tværkommunalt projekt, ejet i fællesskab af de 10 fynske kommuner, og sikrer en samlet og langsigtet indsats for de vilde havørredbestande.
Havørred Fyns vandløbsrestaureringer
Vandpleje er en vigtig del af Havørred Fyns arbejde for at forbedre forholdene for havørreden i de fynske vandløb. I over 35 år har projektet arbejdet målrettet med at forbedre vandløb – både gennem større kommunale projekter og mindre lokale restaureringer, hvor frivillige spiller en central rolle.
I samarbejde med frivillige, fiskeklubber og partnere gennemføres konkrete restaureringsprojekter, der skaber bedre adgang til gyde- og opvækstområder for havørreden. Det praktiske arbejde og de mange frivillige timer forbedrer vandløbenes struktur og natur og bidrager på sigt til et endnu stærkere kystfiskeri efter havørred.
Havørred Fyns udsætninger
Udsætninger er en del af Havørred Fyns samlede indsats for at styrke havørredbestandene på Fyn, Langeland og Ærø. Udsætningerne gennemføres som et supplement til vandløbsrestaureringerne og bidrager til at opretholde en robust havørredbestand i området.
De udsatte fisk stammer fra lokale bestande og udsættes i nøje udvalgte vandløb. Indsatserne planlægges og gennemføres med fokus på langsigtede løsninger, hvor naturlig reproduktion og forbedrede levevilkår er centrale elementer. Udsætningerne foregår i tæt samarbjede med vores kollegaer fra Fyns Laksefisk
Udsætningsindsatserne indgår som en integreret del af det samlede arbejde med at sikre sunde havørredbestande og gode rammer for både naturen, det rekreative lystfiskeri og fisketurisen.
Havørred Fyns Markedsføring og Fisketurisme
Havørred Fyn arbejder målrettet med markedsføring og udvikling af fisketurisme for at styrke Fyn, Langeland og Ærø som en førende destination for havørredfiskeri. Gennem national og international synlighed formidles områdets unikke kystfiskeri, de gode rammer for lystfiskere og den særlige kombination af natur, tilgængelighed og variation.
Fisketurismen bidrager til aktivitet og omsætning i lokalsamfundene – særligt uden for de traditionelle højsæsoner – og skaber værdi for overnatningssteder, grejbutikker og øvrige lokale erhverv. Samtidig lægger Havørred Fyn vægt på ansvarligt fiskeri, formidling af regler og hensyn til naturen, så markedsføring og turisme understøtter arbejdet med sunde havørredbestande og attraktive kystmiljøer.
Havørred Fyn hører under Destination Fyn, som også driver destinationsplatformen VisitFyn, og markedsføringen sker derfor i tæt samspil med den samlede destinationsudvikling og det internationale turismearbejde på Fyn og øerne.