Facebook Youtube Instagram
Turplanlægning:

Turplanlægning:

Havørred-øerne med de 1000 kyster

Havørred Fyn er Fyn, Ærø og Langeland – og næsten 90 andre små øer – som tilsammen byder på mere end 1100 km. kystlinje. Det er en kystlinje hvor der for hver eneste meter, på et givent tidspunkt kan fanges en havørred. Dét kræver lidt planlægning. Dit valg af fiskeplads afhænger helt af årstid, vind og vejr. Dén alsidighed gør, at du altid kan finde de helt rigtige forhold at fiske i på Fyn og øerne. Et udpluk af gode fiskepladser kan du finde på vores kort, eller i hos de fynske fiskegrejforhandlere i bogen 117 Fine Fynske Fiskepladser.

Hvis din trofæfisk er en sølvblank havørred, kan du allerede nu begynde at glæde dig, hvis du har bestemt, at det er Fyn, der skal være base for dit næste fiskeeventyr. Mange års investeringer i naturpleje og forbedringer i havørredens gyde- og opvækstbetingelser har båret frugt, så du nu kan lægge linen ud i noget af det bedste havørredvand i hele Europa.

Men du behøver ikke stå i vand til livet, for at få en god fiskeoplevelse. Du kan fx fiske fra en kutter, der stævner ud fra Langeland, Middelfart og Nyborg. Eller du kan stå på molen og fange hornfisk og sild i stimevis, når sæsonen topper. Måske er du mere til afslappet put & take fiskeri sammen med børnene. Uanset hvad, du går efter, har du alle muligheder på Fyn og omliggende øer.

Har du ikke tid til at gøre egne erfaringer, kan du skyde genvej og bestille en lokal fiskeguide, der har mindst ti års erfaring, og som kan vise dig alle de “hemmelige” steder.

På Fyn er lystfiskere lige så almindelige, som skiløbere i Østrig. Hvis du vil indkvarteres et sted, hvor der er taget højde for dine behov som lystfisker, så skal du se mod de steder, som er certificerede overnatningssteder til lystfiskere. Havørred Fyn har certificeret dem og du finder dem her på vores kort.

havørred fyn havørredfiskeri turplanlægning sommerfiskeri ksyt nattefiskeri