Facebook Youtube Instagram
29.06.2016

Nye vandområdeplaner for de fynske havørreder


Havørred Fyn Sea trout Fyn Meerforelle Funen

 

Havørred Fyn bruger næsten halvdelen af vores ressourcer på at restaurere de fynske ørredvandløb, hvor lodsejerne frivilligt vil deltage i naturforbedringerne. I samspil med statens nye vandområdeplaner, som netop er offentliggjort, tegner fremtiden sig på langt sigt bedre for øernes største vandløb.

Odense Å er særlig interessant for de fynske havørreder, og havørredfiskere, da vandløbet afvander ca. 1/3 af øen. Dermed udgør åen det potentielt største gyde- og opvækstområde for vores lokale havørredbestand. Et potentiale som stadig er fjernt fra opfyldt.

Fire væsentlige projekter for havørrederne

Odense Å har i dag fire væsentlige opstemninger som udgør spærringer for havørredens yngel og gydevandring op og ned ad åen. Det er hhv. Brobyværk, Dalum Papirfabrik, Munke Mose og Ejby Mølle. Alle fire lokaliteter udgør såkaldte stuvezoner, hvor vand (og fisk) bremses op af menneskeskabte konstruktioner, hvorved åen antager karakter af en langsomt flydende sø. De fire lokaliteter er alle ønskede restaureringsprojekter for Havørred Fyn, som gerne ser åen løbe naturligt afsted. Men projekterne overstiger langt vores opgave og økonomiske formåen.

Havørred Fyns årlige budget til vandløbsrestaurering i samtlige 10 fynske kommuner udgør ca. 1,7 mio. kr. En fjernelse af spærringen i eks. Dalum har en overslagspris på ca. 8 mio. kr. Derfor er det meget interessant, hvorvidt opstemningerne prioriteres i statens vandplaner – da staten i så fald bidrager til hovedparten af udgifterne. Med andre ord er vandområdeplanernes anerkendelse af spærringer en afgørende forudsætning for, at det overhovedet er økonomisk muligt at fjerne spærringerne.

Odense Å spærring Dalum Papirfabrik havørred vandplaner

Spærringen ved den nu lukkede Dalum Papirfabrik: Fotografen står på selve fabrikkens bro over Odense Å. Opstrøms ses nogle hundrede meter af opstuvningszonen, som hindrer passage af flora og fauna både op ned ad i åen.

Skidt og godt nyt for fynske havørreder

Vandrådet for Odense Fjords Opland har i samarbejde med kommunerne, ønsket at finde en løsning på opstemningen ved Dalum Papirfabrik. Som resultat af arbejdet indgik Dalum Papirfabrik derfor som del af det indsatsprogram, som kommunerne foreslog Naturstyrelsen.

Af de nye vandområdeplaner fremgår det, at Naturstyrelsen anerkender Dalum Papirfabrik som en reel spærring i Odense Å. Det samme gælder for både Brobyværk, Munke Mose og Ejby Mølle. Det er godt nyt for Hr. og Fru Havørred.

De fire spærringer er dog nu samtidigt kategoriserede som ’’undtaget fra krav om opfyldelse af miljømål i senest 2021’’, som det er formuleret på Miljø- og Fødevareministeriets MiljøGIS-platform. Det betyder, at det ikke ønskes at fjerne opstemningerne i indeværende planperiode.

Det er ikke en god nyhed for de nulevende havørreder. Ser vi i stedet på Odense Ås lange historie, er det godt nyt for fremtidens fynske havørreder. En fremtidig løsning af passageproblemerne vil være et afgørende løft for bestanden af havørreder i deres største gydeområde.

Dalum Papirfabrik, Odense Å, havørred Fyn, spærring, vandområdeplanerDalum Papirfabrik: Odense Å i vinterflom ved broen i midten af billedet, som sammen med den opstrøms opstuvningszone, udgør spærringen i vandområdeplanerne.

Hvorfor en udskydelse?

Vandområdeplanerne er statens samlede plan for vores danske vandmiljø, og skal bl.a. sikre renere vand i kystvande, søer, vandløb og grundvand til gavn for både folk, fisk og flora. Det er statens måde at implementere EU’s vandrammedirektiv, som forvaltes af Styrelsen for Vand og Naturforvaltning (SVANA).

Anerkendelsen af de fire opstemninger som spærringer er afgørende for en fremtidig løsning. Staten har imidlertid ikke fundet finansiering til at gennemføre indsatsen i denne planperiode. Det betyder, at der skal findes en løsning på spærringerne i vandplanernes sidste planperiode (2021-2027).

Sideløbende arbejder de fynske kommuner i Havørred Fyn videre med vores egne restaureringer af de fynske vandløb. De frivillige projekter, som udføres af kommuner, lodejere og lystfiskere i fællesskab, har foreløbigt fjernet mere end 220 spærringer og åbnet op fore mere end 500 km fynske vandløb, hvor havørreden i dag kan gyde. Det betyder, at Havørred Fyn udfører et restaureringsprojekt i de fynske vandløb hver eneste måned, året rundt, år efter år.

dalum papirfabrik, odense å, spærring, vandområdeplaner, havørred fyn, opstuvningszone, å

Opstrøms Dalum Papirfabrik: ”Åen i åen” er et stryg, som skaber en vis passage for bl.a. havørredsmolt. Det anerkendte problem er de følgende 3 km af åen, som ligger opstrøm for stryget: Opstuvningszonen, som gør det vanskeligt for smolten af finde sin vej ud mod havet.

/sek.

Spotguide: Horne Strandvej // Gone Fishing Fyn

21.02.2019

Endnu en spotguide fra Gone Fishing Fyn.

Denne gang går turen til Horne Strandvej, hvor de skal se om de kan fange nogle blanke vinterfisk.

Tjek filmen ud lige her og se om det lykkedes:

Venligst accepter statistikker, markedsføring for at se denne video.

Havørred Fyn Magasin 2019

04.02.2019

Havørred Fyns lystfiskermagasin for 2019 er nu på gaden!
Det fysiske eksemplar fås hos de fynske grejforhandlere, overnatningssteder og samtlige turistbureauer.

I år er magasinet udgivet på tre sprog; dansk, tysk og engelsk og fyldt med en masse spændende artikler. Du kan blandt andet læse om både dags- og natfiskeri om sommeren, Årstidernes bedste havørredpladser og meget andet.

I kan læse den danske udgave online lige her: https://seatrout.dk/havoerred-fyn-magasin-2018/

Vi håber at I vil læse med – knæk og bræk!

 

Spotguide: Helnæsbugten // Gone Fishing Fyn

15.01.2019

Vinterfiskeri. En til tider særdeles kold fornøjelse, men en fornøjelse ikke desto mindre! Følg Gone Fishing Fyn gutterne, Martin og Chris og deres jagt på den blanke overspringer her:

 

Venligst accepter statistikker, markedsføring for at se denne video.

 

 

GONE FISHING FYN - SPOTGUIDE: ELLEBÆK VIG

05.12.2018

Drengene fra Gone Fishing Fyn er ude med en ny spotguide. Denne gang går turen til Ellebæk Vig i Gamborg Fjord. En eftertragtet fiskeplads, som ofte holder godt med fisk. Især i de kolde perioder.

Som altid leverer videoerne god stemning, intensitet og fiskeglæde. De formår virkelig at sætte fiskefeberen i gang, hos en hver lystfisker.  Se den før din fiskemakker!

Du kan se filmen lige her:

Venligst accepter statistikker, markedsføring for at se denne video.

 

 

 

 

 

 

LAKS I FYNSK VANDLØB

13.11.2018

DTU AQUA har i løbet af sommeren 2017 elfisket flere fynske vandløb. Ud fra de undersøgelser har man fundet laks i et fynsk vandløb, hvilket er første gang i cirka 1200 år.

 

Selvom vi oftest skriver om havørred-relaterede emner, er det en interessant nyhed for de fleste lystfiskere, som bestemt er hver at dele! Hvis du vil læse hele artiklen, så står den under billedet.

 

Artiklen kan læses på Fyens.dk her: Laks i fynsk vandløb

 

Sortmundet Kutling

20.06.2018

Glenn Wilson påbegynder snart en undersøgelse, vedrørende den invasive art, sortmundet kutling. Undersøgelsen finder sted i havet, omkring Fyn og han har brug for hjælp.

Er du bekendt med arten bestemte steder på Fyn, så må du meget gerne kontakte Glenn på: wilson@biology.sdu.dk

Spred og del gerne budskabet, så vi kan få reduceret antallet af sortmundet kutling i danske farvande!

 

Tak og knæk & bræk!

Canada har også opdaget de fynske havørreder

03.05.2018

Tekst af: Terkel B. Christensen

 

Seriøse havørredfiskere tjekker forholdene før de tager ud på kysten. Diverse hjemmesider, eksempel vis her på Havørred Fyns hjemmeside giver gode oplysninger om vejrforhold, om hvad og hvor der sker noget for tiden.

 

En af de virkelig seriøse havørredfiskere er canadiske Dale Leckie, en pensioneret olie- og gasgeolog. Hele det såkaldte forår har han fulgt med i de fynske forhold, og i det øjeblik vejret slog om, og havørredfangsterne for alvor begyndte at vise sig, blev flybilleten fra Calgary til Billund bestilt. Den seneste uge har han boet i den gamle vandmølle ved Broholm Slot, der er indrettet som en rigtig hyggelig fiskelodge. Slottet, der ligger lige nord for Svendborg, har den perfekte beliggenhed med et utal af fine fiskepladser i nærheden. Herfra har han dyrket Storebæltskysten, Tåsinge, og Sydfyn. Han vil også fiske Helnæs Bay..

 

 Dale giver den fuld gas. 10 til 12 timer om dagen bliver der fisket. På Mac-uret kan han se, at det betyder 18-20 kilometes gang pr. dag. Der er ikke noget at sige til, man sover godt efter en fiskedag på Fyn.

 

 Første dag måtte han dog på sin facebook-side skrive: “Gone fishing for sea trout in Denmark. Score – Dale 0; sea trout still in the water.” Siden er det dog gået noget bedre. På dag fire er der i alt kommet 12 fisk på land. Både store og små. Største fisk på 2,5 kg. Dale har fisket på egen hånd og fundet gode pladser ved hjælp af “Havørred-Guide Fyn 117 Fine Fynske Fiskepladser“. Den er gennemlæst et utal af gange inden ankomsten til Fyn. Desuden har han benyttet sig af lokale guider, der er en effektiv måde til at få teknikken på plads og sikre, man er på de rigtige pladser.

 

 Det er anden sæson Dale fisker på Fyn. Sidste år var han her med sin tidligere studerede og nuværende businesspartner, Karsten. En Herning-dreng, der har fisket på Fyn som stor knægt og til han rejste til Canada for snart 25 år siden.

 

 Stakkels Karsten bliver bombarderet med fotos og beskeder om fiskeriet på Fyn. Det er så skønt at være her. Landskabet er så smukt, de gamle slotte og så jeres sandwich smager fantastisk. Så er der selvfølgelig havørredfiskeriet, som er rigtig godt nu. Og så prikken over i’et at sende fotos hjem til Karsten. Han er ved at revne af misundelse.

 

 “I am so happy!”

IMG_7109
 Billede: Terkel B. Christensen

World Fish Migration Day

24.04.2018

“90 kubikmeter sten i fynske vandløb giver fiskeri i verdensklasse”
Sådan lyder overskriften på en artikel fra DR, i forbindelse med World Fish Migration Day.
De lokale DR-journalister er i dagens anledning ude for at høre hvad man gør netop her, for at forbedre levevilkårene for fiskene. I dette tilfælde er det havørrederne det drejer sig om. Arrangementet blev afholdt 23 steder i Danmark. Der blev afholdt 10 arrangementer på Fyn, Ærø og Langeland – 1 arrangement i hver kommune.

Næstformanden har ordet
Chris Halling er næstformand i Vandpleje Fyn, og er i forbindelse med artiklen blevet interviewet, omkring det store frivillige arbejde der er i projekter som disse. I løbet af dagen blev der spredt omkring 90 kubikmeter gydegrus og skjulesten. Idéen er at få Fyn på verdenskortet. Folk skal sige: ” lige netop her, der gør man en forskel”, siger Chris Halling.

Her blev der restaureret vandløb på Fyn, i forbindelse med World Fish Migration Day

  • Viby Å (Middelfart)
  • Stavis Å (Morud)
  • Geels Å (Langeskov)
  • Allerup-Højby skelrende (Odense)
  • Kastel Å (Ellinge)
  • Sallinge Å (Ringe)
  • Spangebækken (Hårby)
  • Egense Bæk (Rantzausminde)
  • Langemadeafløbet + Eskebæk (Bregninge)
  • Tudserenden (Spodsbjerg)

 

Er du interesseret i at læse mere eller se interviewet med næstformand, Chris Halling kan det gøres her: https://www.dr.dk/nyheder/regionale/fyn/90-kubikmeter-sten-i-fynske-vandloeb-giver-fiskeri-i-verdensklasse

 

IMG_0530

 

Hårde fiskedage endte med succes

23.04.2018

 

Besøg fra Tyskland
Redaktøren og en fotograf fra det tyske lystfisker magasin Blinker, var på Fyn for at fiske Havørreder fra den 7-11 april.  Det skulle vise sig at være nogle svære dage, med et vanskeligt fiskeri, som resulterede i meget få fisk. Fiskene viste sig op til flere gange, men de var svære, ja nærmest umulige at få i tale. Gutterne fra Blinker var bestemt ihærdige og fiskede gerne 12-14 timer om dagen. Det var altså ikke viljen og troen på det, som var et problem.

Besøg ved Fyns Laksefisk & snak med Søren Knabe
Udover fiskeriet efter Fynske havørreder, skulle der noget mere substans til de kommende artikler, i deres lystfiskermagasin. Derfor var det et naturligt valg at besøge Fyns Laksefisk og få fortællingen om projektet samt det store arbejde der ligger bag Havørred Fyn. Herudover mødtes vi også med Søren Knabe, formand for Vandpleje Fyn. Han fortalte om det store frivillige arbejde der er ligger bag restaureringen af vandløb på hele Fyn, Ærø og Langeland. Selvom gutterne fra Blinker var tæt på afhængige af Havørredfiskeri, udviste de også en stor interesse for de 2 oplæg de blev præsenteret for.

Belønningen kom på sidstedagen
Med 8 fisk på 4 fiskedage, havde fiskeriet været meget sløvt og grænsede op til det umulige. Vi kørte ihærdigt på, hvilket skulle vise sig at være belønnende i sidste ende.
På den sidste dag, hvor Blinker-redaktionen skulle rejse hjem, fandt vi endelig fisk. Det var en forløsning. Der blev landet 10 fisk den pågældende dag og mindst lige så mange mistet. Den største fisk er på billedet. 65 cm lang og i rigtig god kondition.

Forholdende har ændret sig meget siden turen med Blinker og fiskeriet er blevet væsentligt bedre, langt de fleste steder på Fyn. Man skal bare knokle på. :-)

Knæk og bræk derude!

IMG_2938
 Foto af: J. Radtke / Blinker

 

 

Aflysning af Odense å og Fjord Premieren

01.03.2018

Hej Lystfiskere.

Vi har nu, fra Odense Å Sammenslutningen og vore sponsorer’s side, brugt lang tid på at glæde os, og Jer, til vores alle sammens Odense Å og Fjord Premiere, som skulle løbe af stablen den 3. marts 2018.
Grundet de seneste vejrudviklinger, samt kommende udsigter, har vi dog desværre valgt at aflyse Odense Å og Fjord Premieren den 3. marts, grundet dette: Vi kan ikke forsvare evt. genudsætning af fisk, der har været i kontakt med frysende luft (deres øjne vil blive ødelagte, gæller og fedtlag vil blive skadet), samt selvfølgelig sikkerheden for Fru. og Hr. Danmark samt Deres børn ved det isbelagte vand.
Vi åbner dog for fiskeri allerede den 3. marts, i stedet for den 4., og lystfiskerre kan fiske både på Premierekortet (og Statskortet) samt de “normale” medlemskort fra foreningerne under Odense ÅSammenslutninge (og Statskortet).
Uanset hvad, så vil vi i Odense Å Sammenslutningen, mødes omkring afholdelse af en forsinket “premiere / konkurrence”, men alle indehavere af Premiere Kort kan enten vælge at få disse refunderet i den butik, de er købt, eller gemme dem til evt. forsinket “premiere” eller til næste år. Vi vil sørge for at de er gyldige.
Med dette håber vi på Jeres forståelse, og endnu en gang; Vi gør det for Jeres og Fiskenes skyld.

Knæk og bræk,
Dan Nielsen
Formand, Odense Å Sammenslutningen

 

TBC - winther