Facebook Youtube Instagram
Fangstjournalen

Fangstjournalen

Hold styr på dine fisketure og hjælp fiskebestandene

Med DTU Aquas nye tiltag, Fangstjournalen, er det blevet nemt for lystfiskere at holde styr på fangster og fisketure, via telefon eller computer, og samtidig hjælpe forskningen med værdifulde oplysninger om fiskebestandene. DTU Aqua håber derfor at rigtig mange lystfiskere efterhånden får gjort det til en naturlig rutine at registrere sine fisketure i Fangstjournalen, og dermed hjælpe med til at passe på fiskebestandene.

Knæk og brækFangstjournal logo hvid

Christian Skov, Forsker og Projektleder DTU Aqua,

ck@aqua.dtu.dk

 Vi har brug for viden!

Fangstjournaler fra lystfiskere kan give værdifuld viden om fiskebestandene. I mange fiskevande er målrettet fiskepleje i dag umuligt, fordi der ikke findes viden om de lokale fiskebestande. Lystfiskere, som bruger Fangstjournalen fra DTU Aqua til at registrere hver fisketur, også nulture, bidrager med vigtig viden om fiskebestandenes ve og vel.

Analyser af journalerne, som samles i en DTU data base, kan give viden om, hvorvidt antallet af fisk stiger eller falder, eller om de store fisk bliver flere eller færre. På den måde kan man holde øje med, hvordan fiskebestande bliver påvirket, for eksempel når der sker ændringer i klima, levesteder, fiskeri eller antallet af fiskens naturlige fjender. Jo flere lystfiskere der udfylder Fangstjournalen jo bedre viden får vi-til gavn for os alle.

Mange fordele for lystfiskeren

Fangstjournalen fungerer både på computer og telefon og dækker ikke bare kystpladserne, men alle typer af fiskevande, så du kan nemt samle alle dine fisketure ét sted. En anden gevinst er, at Fangstjournalens kort og skemaer giver dig overblik og statistik over fisketurene, muligheder for at udforske nye fiskevande, og ikke mindst for at sammenligne dit fiskeri med andre brugere af Fangstjournalen.

Hemmelighed eller pral

Mange lystfiskere vil gerne holde deres fangster hemmelige, og det er selvfølgelig også muligt i Fangstjournalen. Hvis du gør en fangst hemmelig, indgår fangsten ikke i nogen form for synlig statistik, men din fisketur og fangst kan stadig bidrage til forskningen.

Generelt er det naturligvis sådan, at du er fuldstændig anonym på Fangstjournalen – eneste undtagelse er, hvis du selv vælger at prale med en fangst på Fangstjournalens praleside. Du kan også bruge Fangstjournalen til at dele en fangst på de sociale medier, eksempelvis kan du vise en fisk frem for en gruppe udvalgte fiskevenner på Facebook. I den forbindelse har du også mulighed for at omdøbe fiskelokaliteten, så eksempelvis Esrum Sø kan ændres til ”Sø på Sjælland”.

Det kan du bruge Fangstjournalen til :

  • Hold styr på fisketure og fangster – hvad er fanget, hvor og hvornår.
  • Få tilknyttet data om vind og vejr automatisk til fisketuren.
  • Tilføj billeder fra fisketuren.
  • Udforsk fangststatistik for forskellige fiskevande.
  • Følg med i, hvordan du selv fisker sammenlignet med andre.
  • Hold fangster hemmelige eller få dem vist frem på Fangstjournalens praleside.
  • Del oplysninger og billeder fra Fangstjournalen med dine venner via Facebook eller Twitter.
  • Deltag i lodtrækningen om præmier hver måned.
  • Bliv en del af et fællesskab, hvor du gør en forskel for fiskebestandene.

Ingen kan ”bladre” rundt dine fangster på fangstjournalen!

Det er kun DTU Aqua, som har adgang til Fangstjournalens database. DTU Aqua har ikke fokus på de enkelte fangster og fisketure, men når der er tilstrækkelig med fangstjournaler fra et fiskevand, danner de til sammen grundlag for statistik og forskning. Du kan heller ikke ”bladre” i andres fangster, men DTU Aqua udregner forskellige nøgletal baseret på andres fangster og præsenterer disse på Fangstjournalen. Du kan således for forskellige fiskevande klikke dig frem til hvor mange fisk, der fanges pr. time, fiskenes gennemsnitsstørrelse og maksimumstørrelse samt samlet fangstantal. Hemmelige fangster og fisketure indgår selvfølgelig ikke i denne statistik. Hvis der er mindre end 5 fisketure for en given lokalitet, bliver der ikke lavet offentlig statistik for fiskevandet.

Nulture er vigtige.

Antallet af fisketimer, også på de ture hvor man ikke fanger noget, er vigtige for at kunne følge om bestandene bliver større. En sø hvor man i gennemsnit bruger 10 timer på at fange en gedde vil formodentlig have en lavere tæthed af gedder end en sø, hvor kun bruges 2 timer på at fange en gedde. Kombinationen af antal fisk, der er fanget og timer, der blev brugt, giver således mulighed for at sammenligne fangster over tid, enten i et givet fiskevand eller mellem forskellige fiskevande. Derfor er det vigtigt, at huske at udfylde sine nulture i Fangstjournalen. Det gøres ret nemt ved blot at starte app’en så snart din tur starter, og hvis du ikke fanger noget slutter du turen af, og nulturen er registreret. En af de statistik funktioner vi tilbyder den enkelte lystfiskere, er et overblik over hvor meget han/hun fanger pr time af en given art. Den statistik bliver selvfølelig også kun retvisende hvis nulturene er med, selvom vi godt er klar over, at det nok ikke altid er de sjoveste ture at registre.

Lystfiskere passer jo på fiskebestandene

Mange fangstjournaler rundt omkring i landets foreninger har i tidens løb haft det svært. Fangstjournalen fra DTU Aqua har dog en god chance for at slå an, blandt andet på grund af muligheden for nemt at registrere alt via mobiltelefonen. DTU Aqua er også optimistiske, fordi de fleste lystfiskere er meget bevidste om, at der skal passes på vores fiskebestande og de vil gerne vil gøre en forskel. Med Fangstjournalen er det nu blevet endnu nemmere at give fiskebestandene en hånd. Derfor håber DTU Aqua på, at rigtig mange lystfiskere får gjort det til en naturlig rutine at registrere sine fisketure i Fangstjournalen.

Sådan kommer du i gang Du kan finde Fangstjournalen på www.fangstjournalen.dtu.dk eller hente den gratis i App Store til iPhone eller hos Google Play til android-telefoner. Herefter skal du oprette dig som bruger, og så er du i gang.

Fangstjournal_telefoner

Godt værktøj til foreningerne

Ud over, at DTU Aqua får opbygget en vigtig database over danske fiskevande, kan Fangstjournalen også blive et godt værktøj for lystfiskeriforeningerne. DTU Aqua tilbyder nemlig gratis statistik til interesserede foreninger over fiskeriet i foreningens vande. Det kræver selvfølgelig i første omgang, at foreningen får medlemmerne og andre brugere af fiskevandet til at anvende Fangstjournalen. I den forbindelse vil DTU Aqua gerne bidrage med information til foreningsblade, besøg og demonstration af Fangstjournalen eller lignende tiltag.

 Fangstjournalen skal være i bevægelse

Fangstjournalens succes er afhængig, at flest mulige lystfiskere bruger journalen. Den version af Fangstjournalen, som netop er lanceret, er en såkaldt betaversion, hvilket betyder, at DTU Aqua stadig udvikler og forbedrer produktet. Det kan betyde, at der på nogle telefoner kan være enkelte funktioner, der fungerer mindre godt. DTU Aqua opfordrer derfor lystfiskerne til at melde tilbage med ideer til nye funktioner eller, hvis der er funktioner, som bør forbedres.

 Få mere at vide om Fangstjournalen

Læs mere om Fangstjournalen på fiskepleje.dk http://www.fiskepleje.dk/Raadgivning/fangstjournal-dtu-aqua

Fangstjournalen er gratis, den er ikke kommerciel, den indeholder ikke reklamer og er 100% udviklet for at sikre mere viden om vores fiskebestande.

Udviklingen af Fangstjournalen er finansieret af indtægterne fra salg af fisketegn, som administreres af Miljø- og Fødevareministeriet, og projektet har desuden modtaget støtte fra Tips- og Lottomidlerne.