Facebook Youtube Instagram
11.06.2026

Stor frivillig indsats – og et kæmpe stryg til gavn for havørreden midt Haarby

Christian Thomsen

cht@destinationfyn.dk

Kæmpe gydestryg midt i byen

Der var både høj sol, godt humør og masser af muskelkraft, da Den Fynske Grusbande, Fiskelauget af 1970 og Havørred Fyn for nylig gennemførte en vandløbsrestaurering i Haarby Å – midt i Haarby by.

15 frivillige og 30 ton sten og grus

Omkring 15 frivillige mødte op for at forbedre forholdene for havørred og andre fisk i vandløbet. I løbet af dagen blev der udlagt cirka 30 tons gydegrus og skjulesten på en strækning gennem byen, hvor fiskene fremover får langt bedre muligheder for både at gyde og finde skjul.

Arbejdet blev udført med hjælp fra en lastbil med grabarm, som placerede de store sten langs åen. Herefter tog de frivillige over med trillebøre, river og ren muskelkraft for at få materialerne fordelt præcis, hvor de gør størst gavn.

Nye river til Grusbanden

Dagen var samtidig en anledning til at markere en fin donation til Den Fynske Grusbande. Christina Bergholdt har nemlig valgt at donere overskuddet fra sin bog "Mellem kastene" til grusbandens arbejde. Donation gjorde det muligt for Den Fynske Grusbande at købe en ordentlig stak nye river, som allerede kom i brug under restaureringen i Haarby Å.

Den Fynske Grusbande takker mange gange for donationen! 

 

En velfortjent fransk hotdog

Undervejs i arbejdet blev der holdt en velfortjent frokostpause med franske hotdogs til alle. Søren Knabe havde sørget for en ordentlig stak fra Haarby Grillen, som nærmest har åen liggende i baghaven.

Restaureringen får ikke kun betydning for fiskene. Fordi projektet ligger midt i Haarby, får både borgere og besøgende mulighed for at følge livet i åen på helt tæt hold. Allerede til efteråret forventes havørrederne at finde vej til de nye gydebanker, hvor deres gydning kan opleves direkte fra åbredden.

Stor klap på skulderen til de frivillige og Fiskelauget af 1970

En stor klap på skulderen skal lyde til alle de frivillige, som endnu en gang har brugt deres fritid på at skabe bedre forhold for de fynske vandløb. Uden deres engagement ville mange af denne type projekter ganske enkelt ikke være mulige.

Projektet var udført i samarbejde med Assens Kommune, Havørred Fyn, Fiskelauget af 1970, Den Fynske Grusbande og Flere fisk, flere frivillige.

 

Se projektfilmen på YouTube (klik på billedet)

Christian Thomsen