Facebook Youtube Instagram
29.11.2021

Opdatering på det fynske elfiskeri – uge 47

Årets sidste elfisketur blev efter planen kørt i lørdags og det kommer nok ikke bag på de fleste af jer der har fulgt med i opdateringerne her, at det var Kim fra Svendborg der fik æren af at køre båd og udstyr til vinteropbevaring i elfiske-depotet. Om turen så rent faktisk også bliver årets sidste, ja det vil vise sig inden længe, men lur mig om ikke Mogens fra Laks kan risikere at blive sendt på endnu et par ture for at finde en god portion supplerende hanfisk. Det vil tiden vise.

Situationen er nu i hvert fald den, at alle de planlagte elfisketure er kørt, og at elfiskesæsonen officielt er overstået. Tilbage står ”kun” det spændende arbejde med at få alle indkomne havørreder strøget af.

På lakseriet er der fuld gang i sagerne, og man har i dag (mandag d. 29/11-2021) sorteret fisk fra alle 3 regioner. Der er i dagens løb strøget 3,5 liter rogn fra øst, og det bevirker at der i skrivende stund ligger godt 48 liter rogn i klækkebakkerne på Laks. I morgen afstryges yderligere 8 hunner fra Odense Fjord, samt 22 strygeklare hunner fra vest. Med lidt held er vi et godt stykke nærmere målet på 60 liter befrugtede æg, når Karsten, Linda og Mogens går på fyraften i morgen aften.  

Tilbage i anlægget vil der efter tirsdagens strygning gå ca. 100 hunfisk, som endnu ikke er klar til at blive strøget. Umiddelbart ser de resterende fisk fine ud og det lader til vi udgår svamp i anlægget, så det er superflot.

 

Her følger beretningerne, fra årets sidste elfisketure.

 

Fyns Laksefisk og Søren Knabe på den øvre del af Aa å

Mandag d. 22. nov. Ingen tur

Tirsdag d. 23. nov. Vejrup Å – Fyns Laksefisk. Linda Bollerup stod for tirsdagens tur til Vejrup Å, som rent fangstmæssigt blev en skuffelse. Der blev ikke hjemtaget fisk!

Vejrup Å har i denne sæson været en skygge af sig selv, hvilket må siges at være ret bekymrende.

Onsdag d. 24. nov. Vindinge Å – Fyns Laksefisk. Mogens Haldager Kornbeck, tekniker og elfisker, for Fyns Laksefisk beretter:Mai, John Paul og Mogens var onsdag taget til Vejstrup å. Der var næsten ingen vand i åen, så vi fiskede kun nogle få huller, hvor vi ved der stod fisk. Vi hjemtog 6 hanner og en strygeklar hun.

Torsdag d. 25. nov. Åå – Fyns Laksefisk. Fyns Laksefisks på papiret sidste tur gik til Åå. Med på turen var en delegation fra Havørred Fyns norske pendant, Sjøørret Sørlandet. Delegationen var på besøg ved Havørred Fyn, og overnattede ved Omar på Denmark Fishing Outdoor Lodge, som ligger en spytklat fra Åå. Det var derfor oplagt at de delegerede fulgte med på turen så de ved selvsyn kunne se hvordan det fynske elfiskeri foregår. Efter oplæg fra div. oplægsholdere var flere af de delegerede med i åen som forgik på det yderste ved udløbet, og de blev gevaldigt overraskede over at se hvad et lille ”ubetydeligt” fynsk vandløb holder af fisk. Linda og Mogens styrede med vanlig sikkerhed slagets gang, mens Martin Porsborg, Søren Bay, og jeg selv formidlede fra åbrinken. Der blev fanget flere meget flotte fisk, blandt andet en utroligt dejlig og tyk hunfisk lige omkring de 80 cm, og jeg skal love for der blev gjort store øjne da den smukke fisk blev indfanget. Desværre var hun lige knapt strygeklar, men det var til gengæld 4 andre fisk, som de norske delegerede selv fik lov at stryge under en rundvisning på Fyns Laksefisk senere samme dag.

Se mere om Sjøørret Sørlandet her… Sjøørret Sørlandet | Facebook

De norske kvinder og mænd syntes at det var en kæmpe oplevelse

Fredag d. 26. nov. – Ingen tur

 Lørdag d. 27. nov. Stokkebækken – Svendborg Sportsfiskerforening. Årets sidste tur blev en kort en af slagsen, da Kim & Co gik en kort strækning af den øvre del af Stokkebækken. Turen hjembragte ”kun” to hanner, men det var udelukkende fordi alle øvrige indfangede fisk enten havde været på leg, eller fordi fiskene var medtaget af den lave vandstand. Flere af fiskene bar præg af de hårde strabadser gydning nu engang er, og de kom derfor ikke med tilbage til lakseriet.

Vi er nu så småt ved vejs ende på årets elfiskeri. Tilbage står som tidligere skrevet alt arbejdet med at få afstrøget de sidste fisk på Fyns Laksefisk, og derfor kommer årets sidste opdatering fra elfiskeriet først når høsten er helt i hus. Vi håber alle det bliver i næste uge, men nu ser vi!

Søren Knabe