Facebook Youtube Instagram
12.11.2024

Opdatering fra elfiskeriet uge 45

Jomfrustræk ved papirfabrikken - Bonanza bag Burger King og våde waders for Morud. Uge 45 har lidt af det hele

Elfiske-opdateringen for uge 45 er klar - De frivillige har givet den en skalle, og lige pt. er der ikke 2 ture der er ens! Læs beretningerne fra den forgangne uges elfiskeri her!

I uge 45 blev der gennemført flere spændende elfisketure rundt om på Fyn, hvor målet fortsat er at indfange moderfisk til udsætningerne 2026. Fra Odense Å til Vindinge Å og Brende Å arbejdede engagerede frivillige målrettet for at hente moderfiskene hjem. Hver elfisketur bød på spændende oplevelser, udfordringer og nye erfaringer. Læs hvordan det er gået ugens elfiskeri her!

Torsdag d. 07/11. Puge Mølle å – Fyns Laksefisk/Assens Sportsfiskerforening. Af Linda Bollerup:

Afventer beretning.

Torsdag d. 07/11. Odense å, v/Brandstationen – Morud LF / 3xKaltoft: Af Rune Kaltoft

Nogle familier tager på badeferie, andre hopper i Odense Å. Således gik det til, at Bjarke, Laura og Rune Kaltoft torsdag morgen for tredje år i træk valgte Odense Å som lokation for at indfange moderfisk til opdræt på Elsesminde.

Igen i år faldt valget på strækningen ved brandstationen. Selvom åen har lav vandføring, er Odense Å stadig dyb på dette stræk. Og selvom vi har elfisket på denne strækning de sidste to år, havde vi måske i vores iver glemt de erfaringer, vi allerede har gjort os.

Efter fem minutters fiskeri havde både Laura og Bjarke fyldt deres waders med vand, og vi måtte stoppe elfiskeriet og trække grejet ned på lavere partier af åen, hvor vi kunne fortsætte elfiskeriet. Det kan tydeligt høres på generatoren, at vi er tæt på udløbet, og katoden må trækkes helt op for at undgå, at generatoren går ud. Åen er også bred, og vi kan se på bølger og brud i vandoverfladen, at vi skubber mange fisk rundt yderst i elektroden spændingsfelt. Mange af disse fisk forsvinder helt, og vi ser dem ikke mere på denne tur. Vi stopper elfisketuren tidligt og når ikke op til Ejby Mølle, hvor der ellers burde stå en del fisk. Vi er trætte og våde, så turen ender ved broen bag brandstationen.

Vi har to fine, rognfulde hunfisk i karret, som afleveres på Elsesminde.

Note til os selv: Næste år må vi huske dette års og tidligere erfaringer, og strækket ved Åsum skal elfiskes fra båd med en stor elektrode. Vi tabte og flyttede rundt på en del fisk i dag, og åen er for bred til waders og en lille elektrode. Andre stræk af Odense Å, såsom ved Dalum og Bellinge, bør også levere fisk til udsætningsprogrammet og skal på planen næste år.

 

Torsdag d. 07/11. Odense å, v/Dalum Papirfabrik – Havørred Fyn. Af Søren Knabe:

Dagen var imødeset med stor spænding. For første gang nogensinde skulle der elfiskes på det nye stryg ved Dalum Papir - og sammen med Søren Bay, Christian Thomsen, Lars Kyhnau, Cecilie Larsen og Kim Mathisen havde jeg fået æren.

Som de fleste nok ved, så har Odense å de seneste 800 år haft en opstemning ved Dalum Papirfabrik. Opstemningen stammer tilbage fra 1200-tallet, hvor nonnerne ved Dalum Kloster havde brug for vand til klosteret. De seneste år har opstemningen fungeret som vandforsyning til Dalum Papirfabrik.

I sommeren 2020 fjernede Odense Kommune opstemningen med tilskud fra Havørred Fyn. Det har bevirket, at ørreder og andre dyr, som lever i vandløbet, kan bevæge sig frit op og nedstrøms ved Dalum, præcis som for 800 år siden.

Vores plan for dagen var at fiske fra Dalum Kirke til motorvejsbroen ved Dyrup, men sådan gik det ikke helt. Om det var fordi snakken gik for godt, da vi pakkede grej, skal jeg ikke kunne sige, men faktum er i hvert fald, at jeg glemte både båd og transportkar, da jeg sammen med Kim Mathisen pakkede bil. Heldigvis var vejen tilbage til Fyns Laksefisk forholdsvis kort, og det var "dejligt" at være genstand for stor morskab blandt elfiskehjælpere og personalet på Fyns Laksefisk. Jeg tror, mange har godt af et grin i denne tid.

(Billede - Jan Hald: Fjernelsen af spærringen ved Dalum Papirfabrik)

Efter lidt forsinkelse kom vi i vandet ved Dalum Kirke. Her fandt vi straks tre store flotte gydebanker og et par fine gydeklare fisk. Turen gennem det nye stryg var en god, hård omgang. Vandstanden var forholdsvis beskeden, men afstrømningen var forholdsvis heftig. Alle fik godt med sved på panden.

Første del af turen var en fornøjelse, for vandløbet var simpelthen så fint. Der var godt med grus og sten i vandløbsbunden, og variationen i vanddybden var helt perfekt. Flere steder dansede vandranunklerne på smukkeste vis i strømmen. Flotte fisk blev det også til. Vi fik bl.a. to rigtig flotte og tykke hunfisk. De var begge godt 70, som man siger!

 

Da vi kom opstrøms den gamle opstemning, aftog variationen så småt, og det var tydeligt, at vandløbsbunden stadig var præget af den gamle opstemning. Helt tosset blev det, da vi kom opstrøms Dalumvej. Her var der stadig en del sand og meget lidt variation at spore. Vanddybden gjorde det umuligt for os at komme videre, og vi opgav målet om at nå motorvejen.

Turens resultat blev 15 fisk fordelt på 10 hunner og 5 hanner.

 

Lørdag d. 09/11. Lindved å – Vandpleje Fyn. Af Kim Mathisen:

Så fik vi gået lørdagens tur i Lindved Å. Vi hjemtog 25 fisk bestående af 19 hunner og 6 hanner. Vi genudsatte 13 fisk - 9 hunner og 4 hanner.

Stykket ved Burger King gav hele 20 fisk, så det ser ud til, at fiskene står på de dybe stykker og venter på vand. Gydebankerne ved Burger King var godt brugt, mens gydebankerne på Hollufgårdsvej kun var lidt brugte!

 

Søndag d. 10/11. Vittinge å – Vandpleje Fyn. Af Lars Rix:

Turen til Vittinge Å var med forventninger om, at vi kunne elfiske måske 10-12 gydemodne opgangsfisk. Vi sporede tre sikre gydegravninger på vores tur i vandløbet. Vi havde syv fisk i båden til sortering ved omlæsning til det store vandkar. Vi endte med at beholde fire, da der var en udleget, en skadet, og en bækørred blev genudsat.

Åen huser en fin bestand af pæne bækørreder op til 30 cm og en del halvårsfisk og helårsfisk. Der var også en del gedder op til 40 cm. Vi fik ikke så mange fisk, men alligevel en god oplevelse, og den lokale lodsejer med børn var med på brinken. Ejeren af det bedste stykke af vandløbet til gydebanker deltog også, og vi fik lavet en aftale om et restaureringsprojekt snarest.

Børnene havde en ny og god oplevelse, når de så de fisk, vi fangede. Turen blev sluttet af med en kop kaffe og et stykke velfortjent kage, som Flemming fra Fynske Lystfiskere havde med.

Søndag d. 10/11. Vindinge å – Dalum Lystfiskerforening. Af Per Nielsen:

Dagens tur til Vindinge Å gav 11 hjembragte fisk mellem 45 og 55 cm. Vi genudsatte otte fisk, nogle helt blanke og en stor han på omkring 70 cm. Vandstanden var meget lav, og gydebankerne var endnu ikke taget i brug. Der var masser af halvårsfisk og mange fine bækørreder.

Søndag d. 10/11. Brende å – Vends Sportfiskerforening. Af Søren Knabe:

Med ordre om at indhente en god portion hanner tog vi søndag morgen en tur til Brende Å. Turen gik gennem den smukke Brende ådal fra betonbroen ved Nedermarken til Tokesskovvej, tæt på Årup. Med på turen havde vi selskab af Enrico Augustinus, primus motor i den arbejdsgruppe, som i øjeblikket forhandler om købet af Fyns Laksefisk. Med på turen var også vores nye junior, Sigfus, samt den arbejdsomme Kevin Andersen. Alle tre var med for at se, hvordan vores elfiskeri foregår og for at give en hånd med.

Vi startede dagen med en kop kaffe og en lille snak, inden grejet blev rigget til, og så gik turen ellers gennem den flotte ådal. Desværre var vandstanden forholdsvis lav, og den sparsomme vandføring afspejlede sig i fiskenes størrelse. Det var tydeligt, at de sidste måneders manglende nedbør havde haft indflydelse på antallet af fisk så højt oppe i åen. Vi fangede primært mindre fisk (op til ca. 60 cm).

Da turen var omme, havde vi 16 hanner og tre strygeklare hunner i vores transportkar. Vi genudsatte en del mindre hunner og en god flok hanner, som kan fornøje sig i de kommende uger. Da vi nåede Tokesskovvej, var grillen tændt, og alle mand blev bespist med grillpølser og brød, inden turen gik videre med fiskene.

Søren Knabe