Facebook Youtube Instagram
22.08.2024

Internationale turister bidrager til restaureringen af Møllebækken i Middelfart

Christian Thomsen

cht@destinationfyn.dk

Møllebækken - Et Ambitiøst Projekt fra Middelfart

Projektet for at forbedre havørredens levesteder i Møllebækken, Middelfart, er nu afsluttet med stor succes. Læs med her, hvor vi dykker ned i restaureringsprocessen, som involverede både tunge maskiner og engagerede frivillige turister!

Det genfødte vandløb

Efter et halvt århundrede i et mørkt rør, så Møllebækken i Middelfart Kommune endnu en gang dagens lys i 2020. Over 25.000 tons jord blev opgravet og flyttet, og vandløbet fik igen lov til at sno sig gennem landskabet på den ca. 1 km. lange projektstrækning. Sidste år gav Havørred Fyn støtte til over 200 tons sten og gydegrus til gavn for ørrederne og biodiversiteten i det forholdsvis nye vandløb. Nu er der både blevet fordelt gydegrus, skjulesten, og skyggetræer langs, og i vandløbet. 

 

Frivillige udenlandske turister hjalp til med restaureringen

Det hårde arbejde blev dog ikke udført af sig selv – vi fik nemlig hjælp fra omkring 20 frivillige turister fra henholdsvis Tyskland og Holland. De var en del af et regenerativt turismeprojekt, som blev udført i samarbejde med Naturpark Lillebælt. De frivillige turister mødte op ved Møllebækken, og efter en introduktion til vandløbet og biologien i området, trak de i arbejdstøjet. Vi havde forinden fået leveret omkring 200 tons gydegrus og skjulesten samt over 100 træer, som de alle skulle hjælpe med at fordele.

En smag af både succes, ferie og naturpleje

Blandt de frivillige turister var der stor nysgerrighed omkring projektet og havørrederne. Det var tydeligt, at de følte, de gjorde en betydelig forskel. Da de først gik i vandet, syntes vandløbet helt livløst med en trist bund, men efter deres indsats strømmede vandet klart og elegant over de smukkeste grusbanker. Deltagerne plantede også træer med stor omhu, og hver placering blev nøje overvejet af turisterne. For at fuldende oplevelsen serverede vi en frisklavet havørred, som deltagerne kunne smage efter deres hårde arbejde. Det satte prikken over i’et for mange og fuldendte deres oplevelse samt forståelsen af, hvor havørrederne kommer fra.

Havørred Fyn og regenerativ turisme - måske fisketurismens nye tendens?

Havørred Fyn har i mange år været afhængig af frivillige kræfter, som udgør en central del af projektets succes. Fra Den Fynske Grusbande, elfiskere og finneklippere - til smoltvagter og nøglefiskere, spiller frivillige en uundværlig rolle. Uden denne støtte ville Havørred Fyn ikke kunne fungere på samme måde. Havørred Fyn Projektet bygger på tre hovedsøjler: støtteudsætninger, vandløbsrestaurering og fisketurismen. For at forbedre lystfiskeroplevelserne og engagere fisketurister, har vi i de seneste år udviklet regenerative projekter, der inddrager både lokale og udenlandske besøgende. Vi ser en tydelig tendens hos fisketuristerne, og vi møder mange som er nysgerrige og ivrige efter selv at donere noget af deres dyrebare ferietid, og give en hånd med. Ved projektet i Møllebækken deltog også forskere, som nu har til opgave at evaluere på det regenerative arbejde, og hjælpe os alle sammen med at blive endnu klogere på denne tendens. 
Venligst accepter statistikker, markedsføring for at se denne video.
Christian Thomsen