Facebook Youtube Instagram
17.04.2022

Havørred Fyn og 4 foreninger giver den gas til World Fish Migration Day 2022

Den 21. maj 2022 afholder man for femte gang den verdensomspændende begivenhed, World Fish Migration Day. Begivenheden afholdes hvert andet år, og er en international festdag, der har til formål at øge bevidstheden om spærringsfrie vandløb og vandrende fisk. På denne globale fejring afholder organisationer fra hele verden, større eller mindre formidlingsarrangementer, restaureringsprojekter, og happenings omkring det fælles tema, CONNECTING FISH, RIVERS AND PEOPLE!


Fyn er med på landkortet igen i år.

Her på Fyn har Havørred Fyn inspireret 4 Fynske sportfiskerforeninger til at udføre restaureringsprojekter i nord, syd, øst og vest. World Fish Migration Day fejres således også her på øen, med ikke mindre end 4 herlige vandløbsprojekter der alle hylder det gode vandløb!

 


Sydfyn: Nørreskov Bæk, Tåsinge.

På Tåsinge tager Svendborg Sportsfiskerforening for alvor fat om sagens kerne, da man her sikrer passage i det lille, men ufatteligt smukke vandløb, Nørreskov Bæk. Projektet på World Fish Migration Day omfatter rydning af tagrør. Men det er kun starten på et større restaureringsprojekt, som udføres af foreningen over de kommende år. Projektet vil på et senere tidspunkt omfatte udlægning af gydegrus og fritlægning af rørlagte overkørsler. Svendborg Sportsfiskerforening har på opfordring fra Havørred Fyn, valgt at adoptere bækken, og foreningen sikrer, at der fremover vil være passagemulighed ved bækkens udløb, så vandrefisk har frit slag i hele vandløbets længde.

Østfyn. Vindinge Å

I Vindinge Å udplanter Ullerslev Lystfisker Klub vandranunkel og vandstjerne på en delstrækning nær Ullerslev. Projektet her, følges op af et større gydegrus-projekt til efteråret. Formålet med projekterne i Vindinge Å er at tilføre det lettere forarmede vandløb liv og variation, samt at øge miljøtilstanden i vandløbet, således at strækningen lever op til miljøkravet om god økologisk tilstand.

Vestfyn. Haarby Å

Haarby Å: Fiskelauget af 1970 restaurerer en strækning af Spangebækken. Der udlægges gydegrus og skjulesten som led i foreningens store arbejde for at restaurere hele Haarby å systemet.

Nordfyn. Storå

På Nordfyn udlægger Vends Sportsfiskerforening skjulesten og dødt ved i Storå nedstrøms Bogensevej i Brenderup. Projektet vil skabe dynamik og variation i vandløbet samtidig med det skaber skjulemulighed for den yngel, som netop er klækket i de nyligt udlagte gydebanker opstrøms projektstrækningen.
Vends Sportsfiskerforening indbyder lokale borgere til fysisk arbejde, og efterfølgende festligheder, hvor der grilles pølser og brød, og hvor man i samme ombæring fejrer lystfiskeriets dag i samarbejde med Danmarks Sportsfiskerforbund.
Under projektets udførsel formidler klubbens mest erfarne vandløbsfolk ydermere om vandløbets fisk, planter og dyr, og de fortæller hvorfor variation er vigtig for alle vandløb og hvorfor der er brug for grus, sten og dødt ved hvis man vil have et sundt vandløb.

 

Søren Knabe