Facebook Youtube Instagram
15.03.2024

Halvårsfredningerne slutter 16. marts

Christian Thomsen

cht@destinationfyn.dk

Halvårsfredning = 16 september - 15 Marts (begge dage inkl.)

I morgen d. 16 marts slutter halvårsfredningerne. Men hvordan er det nu lige med alle de fredninger? Og betyder det at man nu kan fiske alle steder, undtagen helårsfredningerne? - Det er dit ansvar som lystfisker at sætte dig ind i reglerne, og vi vil gerne hjælpe dig.

Halvårsfredningen slutter i morgen d. 16 marts

På Fyn og øerne findes der mange vandløb, både store og små. Nogle har helårsfredninger, hvilket betyder en 500 meters zone på begge sider af udmundingen, hvor fiskeri er forbudt året rundt. Andre vandløb har halvårsfredninger, hvor fiskeri inden for de 500 meter ikke er tilladt i perioden fra den 16. september til den 15. marts (begge dage inklusive). Desuden findes der vandløbsudmundinger, der slet ikke er underlagt fredninger – dette gælder ofte for overløb og dræn. Som lystfisker er det dit ansvar at sikre dig, at du har tilladelse til at fiske der, hvor du befinder dig. Nogle vandløb og fredninger er markeret med skilte, men det gælder langtfra alle. Fra i morgen, den 16. marts, er det igen tilladt at fiske i udløb med halvårsfredning.

Nedfaldsfisk, nedgængere, faldere... En kulinarisk nedtur...

Dog er det også på disse steder, man ofte møder nedgængere, eller som mange kalder dem, nedfaldsfisk eller 'faldere'. Nedfaldsfisk er i dette tilfælde havørreder, der har været oppe i vandløbet for at gyde, og som nu er tilbage på kysten igen. Kendetegnet ved disse fisk er, at de ofte er lange og slanke. Selvom de ofte er store og langt over det anbefalede mål, anbefaler vi, at man sætter dem ud igen og i stedet hjemtager en fed, blank, og evt. mærket forårsfisk. ;)

Hvis du vil være helt sikker på, hvor der er fredninger, og hvilke fredninger der er hel- eller halvårsfredninger, så kig på vores kort her: https://seatrout.dk/kort/ - og HUSK - at der på Fyn, og særligt på øerne, er mange sårbare naturområder og vildtreservater, som også kan have fredninger. Disse er også indtegnet på kortet.

Christian Thomsen