En artikel af Søren Skarby
Min fiskemakker var ved at blive irriterende og det nærmede sig en dårlig film. Når vi stod ude i nattemørket, han med spin og jeg med flue, sagde han stort set kun tre ting: “Der var hug”, “Der var den igen” og “Så er den der”. Heldigvis mistede han nogle af dem, men han var meget hurtigt på vej fra irriterende til decideret træls.
Det hele begyndte med at vi lå i aftensolen på stranden og drak frisklavet espresso. Ude i vandet stod en ung fyr, som vi regnede med forsvandt, når det blev helt mørkt. Så ville der være fred til at fiske. Han kom ganske rigtigt vadende ind i dagens sidste lys, men det var bare for at læsse af. I hans bælte hang tre nydelige fisk; en torsk, en makrel og en havørred. Den slags blandede fangster bliver man nødt til at udvise opmærksomhed. Vi roste fangsten, bød på kaffe og spurgte, i en bisætning selvfølgelig, hvad der havde lokket fiskene til hug. Han fremviste beredvilligt sin besynderlige rig, hvor der var monteret en Gulp Tobis. Der var ingen belastning og ingen bombarda som kastevægt, kun riggen og gummidyret fra den ildelugtende væske. Den unge mand var ganske vist kun medicinstuderende på det tidspunkt, men vi begyndte meget hurtigt at omtale ham som Doktor Gulp.
Så nørdet som fluebinding
Min fiskemakker var solgt fra starten og satte sig hjem til sofabordet og videreudviklede rigget. Han har altid kaldt fluefiskeri og tilhørende nørkleri med fjer og kroge for nørdet, men da jeg så hans ru murerhænder binde små præcise knuder, kunne jeg ikke lade være med at fnise en smule. Det her var virkelig nørdet. Problemet var, at det bar frugt ude ved vandet, men jeg prøvede at ignorere det. så godt jeg kunne. Egentlig gik det fint med at være ligeglad lige indtil en aften, hvor jeg havde medbragt en spinnestang, for det kunne da måske, kun måske, være, at jeg ville prøve det der gulperi. Jeg vadede ud i tidevandsstrømmen, imens min fiskemakker sad og nørdede med at montere tobisen på rigget. En proces, der tager den tid, det tager. Da han endelig fik sat vadestøvlerne i vandet, havde jeg stået længe, uden at mærke det mindste, fiskene var nok ikke kommet ind endnu. Min fiskemakker fangede en ørred i både andet og tredje kast. Ikke kæmper og de blev begge sat ud igen, men jeg havde nået punktet, hvor jeg ikke kunne mere. “Stik mig en tobis og et rig!” Jeg skulle beherske mig, for ikke nærmest at hvæse det.
En intens nat
Det blev en mindeværdig aften og nat. Først oplevede jeg, hvordan tobisen blev angrebet igen og igen. Det var også der, jeg lærte, at man ikke må give modhug, før trækket kommer. Min indre tørfluefisker mistede nogle stykker på den konto. Siden kom frustrationen, da en hornfisk molesterede rigget og jeg måtte vikle hele balladen ud. Det er bare noget, man må leve med. Højdepunktet var, da jeg kastede til et meget lille plop tæt på land og gulpen, blev inhaleret af en ørred på et godt stykke over halvmeteren. Det viste sig at være en sjov, effektiv og meget intens fiskemetode.
Kastelængde som en fluefisker
Man kaster ikke langt, rig og gulp tobis vejer kun 6 gram tilsammen og vindmodstanden, er ret stor. Brug det lette kystgrej og regn med nogenlunde samme kastelængde som en fluefisker. Bliv ikke urolig, fluefiskere fanger også fisk. En del af teknikken er, at der ikke skal “tyres”, men kastes behersket, ellers kan der gå kludder i rigget. Det ildelugtende gummidyr skal nærmest listes ind, og gerne med lange spinstop. Den vrider og vender sig i vandet og ligner ganske rigtigt, som min fiskemakker siger, “en ordentlig syg tobis”. I strømmende tidevand kan man lade strømmen gøre arbejdet og stort set kun, holde så meget kontakt til agnen, at den ikke sætter sig i bunden. Ved hug, handler det om at tage det helt roligt og i stedet, for at give modhug, lade dyret falde i vandet. Jeg har vænnet mig, til at lade stanghåndtaget ligge på håndfladen, i stedet for at holde på det, så er man lidt langsommere. Når trækket kommer skal stangen bare løftes til et behersket modhug.
Aggressive hug
Gulp tobis kan få store fisk til at tænde helt af. Det er en helt særlig oplevelse at se en god ørred lave en hvirvel i overfladen, for derefter, som en bardehval, at inhalere gummidyret. Ofte kommer hvirvlen, fordi fisken har ramt ved siden af eller bare ikke har fået rigtig fat. Det er det, der gør fiskeriet så intenst; alting forgår på relativ kort afstand. der er mange kontakter og fiskene kaster sig aggressivt sig over agnen. Når heldet er der, er der en meget vigtig ting at huske: Brug altid et gummibeklædt fangstnet og aldrig et med klassisk netpose. Jeg ved det af bitter erfaring. Hvis fisken kun har fat i den ene trekrog, og det har den som regel, vil den anden vikle sig grundigt, meget grundig, ind i nettet. Underholdningsværdien af at redde det hele ud igen, er temmelig begrænset.
Ørred på 60 cm der vendte i en stor hvirvel og slugte tobisen så grundigt, at den bagerste trekrog sad langt nede i halsen på den.
Fire på stribe
For nogle aftner siden ringede min fiskemakker ikke en, men tre gange. Først for at fortælle, at han havde taget to fine ørreder på 46 og 48 cm. Senere var det en dramatisk beretning om en på 60, der havde hugget på så kort afstand, at den var ved at klappe gebisset sammen om stangtoppen. Begge gange ønskede jeg ham selvfølgelig tillykke og knæk og bræk. Tredje gang, det hele var indenfor under to timer, kan jeg godt have lydt en smule anstrengt. Han havde lige ekspederet en på 50 tilbage i baljen og var nu hårdt på vej, til at blive træls. Jeg hævnede mig en aften, hvor han ikke kunne komme ud. Beskeden, der kom frem på hans telefons display, var ret simple. Der stod bare “60”. Jeg kan lige så godt erkende, at jeg er blevet blandingsmisbruger og derfor som regel har både flue- og spinnestangen med, når vi jager forårs- og sommernætternes ørreder. Det gælder om at være klar til “Gulp fiction”.
Min fiskemakker med en fin ørred fanget på Gulp Tobis. Elastikkerne løsner sig ofte under fighten, men tobisen bliver som regel hængende i skruen.
Sådan gør du
Rigget ser umiddelbart bøvlet ud at binde, men det er, som med alt andet, til at lære. Man skal bruge små trekroge på mellem størrelse 8 og 14 (Owner laver nogle modbydeligt skarpe nogen), tregangssvirvler og skruen til at sætte i næsen på Gulpen. Jeg plejer at binde det af 0.38 fluocarbon, det er ikke for tyndt og samtidig ikke for stift.
Vær en smule i zen og sæt dig ned og bind den første rig. Når du har bandet det hele til helvede, klipper du rigget i stykker og prøver igen. Alt, et mislykket rig koster, er blot en smule line.
Start med at binde den forreste krog ind med en ophængerknude, så krogen hænger løst i en lille lykke.
Nu kommer det sværeste, nemlig at binde skruen fast. Det kan hjælpe at binde knuden og næsten trække den sammen og først der, komme skruen ind i knudens løkke, inden der strammes op. Den bagerste krog skal bare være en klassisk blinkknude. og det samme gælder selvfølgelig tregangssvirvlen. Hvis et rig bliver for kort, må du endelig ikke kassere det. Det kommer vi til.
Når rigget skal monteres, skærer du først “næsen” af gulp tobisen, så den bliver flad. Skru skruen ind i næsen på dyret og find derefter nogle karpeelastikker frem. Karpeelastikkerne har den store fordel, at de fås i tre forskellige størrelser. Træk en elastik, den største eller mellemstørrelsen, ned over Gulp tobisen forfra og to, den mellemste og mindste størrelse, bagfra, så sidder den godt fast. Når en tobis bliver genbrugt, skal der lige skæres en smule af fronten, inden skruen sættes i. Det er her det korte rig kan komme i brug.
Så er du klar til Gulp Fiction!
Dr Gulp, Mikkel Warming, med en flot ørred på 64 cm. Fisken er beviset på, at fiskeri med Gulp Tobis ikke nødvendigvis skal være noget natteroderi, men også kan foregå i højt solskin. På en plads uden strøm og stort set ingen vind, havde flue- og spinnefiskere pløjet vandet med deres agn hele dagen uden held. En meget langsomt fisket Gulp Tobis gjorde udslaget. Det var især nogle lange spinstop på 3-4 sekunder, der fik fiskene til at tage agnen. Mikkel fik nemlig også en ørred på 60 cm
