Facebook Youtube Instagram
28.08.2024

Fyns Laksefisk lukker – men Havørred Fyn fortsætter

Christian Thomsen

cht@destinationfyn.dk

I snart 35 år har projektet Havørred Fyn arbejdet med at forbedre miljøet og samtidig skaffe en masse fisketurister til øen for at fange havørreder.  

Den mission og det arbejde fortsætter ufortrødent. Men metoden ændres. 

En del af projektet har nemlig været udsættelsen af den såkaldte smolt – opdrættede havørreder – der har suppleret bestanden i de fynske vandløb. 

Der er årligt udsat ca. 350.000 smolt, som er bestilt og købt hos Fyns Laksefisk af Havørred Fyn-projektet.  

Leverandøren af havørred-smolt til Havørred Fyn, FGU Fyn som ejer Fyns Laksefisk, har imidlertid været tvunget til at stoppe leverancen efter smoltudsætningen i 2025. 

“Vi er kede af, at det ikke længere er muligt for FGU Fyn at drive Fyns Laksefisk videre. Der er ydet en stor og forbilledlig indsats til gavn for bestanden af havørreder, som er vigtig for fynsk turisme. Jeg vil gerne takke for indsatsen til de dygtige medarbejdere, der har udgjort Fyns Laksefisk”, siger Niels Erik Haug-Larsen, der er direktør for Erhvervshus Fyn, som Havørred Fyn hører under. 

Havørred Fyn igangsætter nu arbejdet med at kortlægge rammerne for en fremtidig strategi, hvor der ikke udsættes smolt fra Fyns Laksefisk. I det arbejde vil projektets advisoryboard blive inddraget, og Havørred Fyn vil læne sig op ad anbefalinger fra DTU Aqua.  

Det har hele tiden været målet at skabe et vandmiljø med en naturlig og selvreproducerende bestand af havørreder. Nu fremskyndes behovet for at skærpe den strategiske retning. 

– Vi kommer fortsat til at arbejde på stærke fynske vandløb med flere og større fisk til glæde for økosystemet og for lystfiskeriet. Og vi kommer til at markedsføre Fyn som den fiskedestination i international topklasse, øen stadig er, siger Niels Erik Haug-Larsen. 

 

Pressehenvendelser:
Gitte Vestermark 30 59 24 42 

Christian Thomsen