Efter et halvt århundrede i et mørkt rør, så Møllebækken i Middelfart dagens lys i 2020. Nu giver Havørred Fyn støtte til over 200 tons sten og gydegrus til gavn for ørrederne og biodiversiteten i det forholdsvis nye vandløb
Ved Møllebækken i Middelfart Kommune kan der nu igangsættes et spændende projekt for at restaurere vandløbet og skabe bedre forhold for havørrederne. Møllebækken er en del af Stor Å systemet, og den har været rørlagt i mange år, men i 2020/2021 blev den genåbnet i forbindelse med udvidelsen af den Fynske Motorvej. Efter at have bortkørt omkring 25.500 tons jord, kunne det lille vandløb endelig se dagens lys igen, efter at have været rørlagt i mange år. Nu er det tid til at tage næste skridt og optimere forholdene for blandt andet havørreden. Møllebækken er et vandløb der er ca. 1-2 meter bred, og udlægningen af gydegrus og skjulesten vil fordele sig over et stræk på knap en kilometer.
Projektet fokuserer på den del af vandløbet, der ligger i Middelfart Kommune, hvor der har været søgt midler til yderligere restaureringen. Vejdirektoratet har allerede gjort et godt stykke arbejde med at skabe et slynget forløb og et godt fald, men der mangler vigtige elementer som gydegrus, skjulesten og andre skjulesteder, der er essentielle for havørredens trivsel.
Foto: CJ A/S, som stod for det tunge maskinarbejde og genslyngningen af vandløbet.
Hele vandløbet har målsætningen ”god økologisk tilstand” i vandområdeplanerne. Selvom den genåbnede strækning ikke har en nuværende §3-beskyttelse, eftersom den har været rørlagt, har den nedstrøms beliggende del af vandløbet denne beskyttelse.
Indtil videre er der ikke foretaget elfiskeri på strækningen, men man har registreret enkelte gydegravninger, som dog ikke er tilstrækkelige i forhold til potentialet. I et nærliggende vandløb er der allerede med gode resultater observeret helt op til 160 ørredyngel pr. 100 meter vandløb, så der er et stort håb og potentiale for Møllebækken.
Foto: CJ A/S, som stod for det tunge maskinarbejde og genslyngningen af vandløbet.
Restaureringen vil inkludere udlægning af omkring 200 tons sten og gydegrus samt etablering af skyggegivende beplantning langs vandløbet.
Formålet er at forbedre de fysiske forhold og skabe optimale betingelser for gydning og opvækst af yngel. 100 træer af forskellige hjemmehørende typer vil også blive plantet på forskellige steder langs vandløbet, for at tilføje variation, skjul og skygge for f.eks. ørredyngelen.
I alt omfatter projektet udlægningen af omkring 180 tons skjulesten og gydegrus på den 930 meter lange strækning. Projektet forventes at blive udført i efteråret 2023.
foto: Terkel B. Christensen, - Grusbanden.
Havørred Fyn giver fuld bevilling på 80% af projektets omkostninger, da der med dette restaureringsprojekt genskabes en sund og mangfoldig havørredbestand i Møllebækken, og samtidig forbedre økosystemet i området.
Havørred Fyns bevilling til Møllebækken er = 94.400 kr.
For yderligere information om projektet, kontakt da:
Erik Madsen
Natur- og Miljøafdelingen
Middelfart Kommune
Nytorv 9, 5500 Middelfart
http://www.middelfart.dk
Telefon +45 8888 5500
Se en film her fra vejdirektoratet omkring "udgravningen" af møllebækken i forbindelse med det Fynske motorvejsprojekt i 2020