Facebook Youtube Instagram
08.10.2025

Mærkningsforsøgets næste fase – ingen finneklippede smolt i 2026, men projektet er langt fra slut!

Christian Thomsen

cht@destinationfyn.dk

Ingen mærkede smolt i 2026, men vi er langt fra færdige!

Foråret 2025 markerede et vendepunkt i mærkningsforsøget - her blev den sidste portion af mærkede smolt sat ud – og dermed sluttede udsætningerne af mærkede smolt i det store mærkningsforsøg. Men arbejdet slutter ikke her. Tværtimod. Nu begynder det mest spændende kapitel - Det er tid til at hente data hjem – og finde ud af, hvor de små havørreder er endt

De 1.200.000 mærkede smolt som indgår i mærkningsforsøget blev udsat i årene 2023, 2024 og 2025

I foråret 2025 blev den sidste portion af mærkede havørredsmolt sat ud i de fynske vandløb. Dermed er udsætningerne af mærkede fisk i det store mærkningsforsøg afsluttet. Når de nye smolt skal udsættes i foråret 2026, vil de derfor ikke blive mærket.

Det betyder dog ikke, at forsøget er færdigt – tværtimod. Nu begynder den fase, hvor der for alvor skal indsamle og analysere data fra de mange fisk, som allerede er udsat. Det er gennem lystfiskernes fangstregistreringer i FishingInDenmark og Fangstjournalen, at der kan hentes vigtig viden hjem om, hvor stor en del af fangsterne der stammer fra naturligt producerede fisk, og hvor stor en del der er udsatte.

Danmarkshistoriens største undersøgelse af udsætningerne

Formålet med mærkningsforsøget er at undersøge effekten af udsætningerne og styrke forståelsen af, hvordan udsatte smolt bidrager til lystfiskeriet efter havørred på Fyn og Øerne. Forsøget er udviklet i samarbejde med DTU Aqua, Fyns Laksefisk og Havørred Fyn, og resultaterne forventes at danne grundlag for fremtidige udsætningsstrategier.

“Når vi ikke klipper finner i år, er det helt efter planen. Forsøget går nu ind i en fase, hvor finneklippede forsøgsfisk som aftalt er udsat tre år i træk på Fyn, Langeland og Ærø. Det er disse fisk, vi nu skal måle og analysere på de kommende to år for at lære så meget vi kan om effekten af udsætningerne,” forklarer Christian Skov, DTU Aqua.

Selvom smolten i 2026 altså ikke bliver mærket, fortsætter det vigtige arbejde. Fangstrapporter, registreringer og observationer fra frivillige og lystfiskere er stadig en afgørende del af projektet.

Vi skal ikke læne os tilbage og stoppe med at registrere vores fangster nu, bare fordi der ikke udsættes mærkede smolt i 2026. Det vides endnu ikke, om mærkningerne fortsætter i 2027 – men lige nu er der, af hensyn til forsøget, brug for en periode uden mærkede fisk, så der kan skelnes tydeligt mellem data.

Vi har brug for din hjælp! - det er sportsfiskerne selv der bidrager med dataen

Lige nu er de sidste års udsætninger så store, at de bestemt indgår i lystfiskeriet, og de dukker op de mest utrolige steder. Faktisk har vi fået flere meldinger om mærkede havørreder over 65 centimeter. Denne viden er utrolig vigtig at få indsamlet, og vi vil gerne have DIN hjælp. Du kan (faktisk vil vi næsten sige at du skal) indberette dine fangster af både fisk MED og UDEN fedtfinner på Fangstjournalen. Det kan du gøre via en browser, men vi anbefaler at hente appen på - GOOGLE PLAY eller APPSTORE. Du kan også indberette dine fisketure via appen FishingInDenmark

Det er også vigtigt, at du registrerer dine 0-ture, da de giver os værdifuld indsigt i, hvordan fiskeriet går, eller hvor det halter. Har du brug for en opfriskning i, hvordan man bruger Fangstjournalen? Se mere her - Det store mærkningsforsøg – Vi har brug for DIN hjælp! – Er din havørred vild eller udsat? - Havørred Fyn (seatrout.dk)."

Christian Thomsen