Facebook Youtube Instagram
21.11.2022

Elfiskerapporter fra weekenden. 19/11 – 20/11

Den første weekend efter ørredernes fredningstid er normalvis årets travleste. Det er traditionelt her flere foreninger vælger at lægge deres fisketure, da de først elfisker efter fredningens ikrafttræden. I år havde Fiskelauget valgt at fiske en uge tidligere, så denne weekend blev ikke helt så ”stor” som den plejer. Til gengæld blev elfiskeriet både spændende og ret så begivenhedsrigt!


Denne weekend var imødeset med stor spænding. Dels fordi, at Morud ville fiske ved brandstationen i Odense å – Noget som sportsfiskerne ikke har gjort i årtier – Og spændende fordi Svendborgs tur til Stokkebækken også lå om lørdagen. Stokkebækken plejer at holde en vis legemsdel oppe på de østfynske udsætninger, og skulle den tur falde helt igennem, så vil det godt blive en hård kamp for at komme i mål med øst-regionen. Lørdagens sidste tur gik til Vindinge Å hvor Dalum skulle fiske Vindinge Å ved Ferritslev.

Alle 3 ture blev ganske bemærkelsesværdige på hver deres måde, men det kan I læse om i de enkelte beretninger herunder. I kan også læse, at søndagens ture blev lidt koldere end normalt, idet vinterens første sne havde besluttet at falde over det fynske land natten til søndag.

 

Morud på dybt vand. Foto Kasper Røjsmose

 

Lørdag d. 12. november: Odense Å: Morud. Rapport Rune Kaltoft
Nogen aktiviteter starter bare helt et andet sted end tiltænk, og denne tur var en dem. Det startede i den helt forkerte ende af skalaen, med blandt andet manglende køretilladelse fra Odense kommune, ingen net i på Elsesminde, Ingen små iltflasker og til sidst en kaput trailer. Så formadens temperament var godt oppe at ringe, og hermed en officiel undskyldning til dem måtte lægge øre til disse frustrationer, herunder Søren Knabe, men med storsind og beroligende tiltag fik Lars K (foreningens aktivets ansvarlig), talt tingene i ro, og i gang kom vi. – Det er det som de frivilliges utæmmelige arrangement kan – nemlig at få tingene til lykkes under forhold hvor de fleste nok bare var kørt hjem!

MLF har de seneste par år brugt tid på at prøve at elfiske i nye vande af flere grunde – at hjælpe Elsesminde med at sprede genpuljen på moderfisk, – at give vande som vi elfisker meget i mere ro – under fiskeriet erhverves meget brugbar viden om vandløbets tilstand og herunder også ideer til nye vandløbs projekter, mv.  Odense å var nyt fiskevand nummer 4 i rækken som vi har besøgt over de sidste 2 år!

Vi startede elfiskeriet 1 time senere end planlagt, men i gang kom vi, og efter 2 strøg med elektroden dukker den første Fisk op, en hunfisk som desværre havde skader på gællelåg og underkæbe hun får friheden igen. Selv om vandstanden var lav, så er Odense å stadig dyb, og samtlige deltagere fik spændt deres waders helt op under armhulerne. De nye joller/både blev også testet for bæreevne med par voksne mænd på rælingen. Odense å er nok også lige stor nok til det elskegrej vi havde med i dag, og forbi vi kun kunne dække en brink ad gangen, smuttede der også en del fisk forbi elektroden. Vi fik dækket meget vand af i dag, og vi er klar til at prøve igen næste år, men det bliver nok med et modificeret setup!
Alt i alt havde vi en god dag og blev mange erfaringer rigere.
Vi havde 15 fisk med ind på Elsesminde. Fordelingen var 9 hunner og 6 hanner, alle i fin størrelse.

 

Svendborg Sportsfiskerforening i Stokkebæk. Foto: Claus Eklund Christensen

 

Lørdag d. 12. november: Stokkebækken: Svendborg Sportsfiskerforening. Rapport Per Smidt
Svendborg Sportsfiskerforening havde inviteret mig med på tur, så jeg kunne se deres helt unikke vandløb og hvad den kan holde af gydende havørreder. Jeg var på mange måder spændt, og glædede mig helt vildt på samme tid også bekymret for om den nu også kunne leve op til det eventyrlige elfiskeri som Kim så mange gange har fortalt mig om. Samtidig var jeg også blevet advaret om det ville blive en hård tur, og ja ja, tænkte jeg i mit stille indre. Jeg har jo været i helvedes åen Vejstrup å med Kim, så hvor slem kan den å da være.

Vi mødtes lørdag morgen kl. 7.00 og kørte samlet til vores start destination på Østfyn.Båden blev rigget til, udstyret testet, og så var vi klar til at komme i gang. Skete det jeg havde drømt om, Kim spørger om jeg har lyst til at være elektrodefører. Nårhh ja jo JO for pokker – Der er da ikke noget jeg hellere vil. Sikke en ære at få, og så endda som gæst.

Jeg sikrede mig alle mand som var med nede i vandløbet, var klar, og så gik starten. Der gik ikke lang tid før der var fisk, og en mere, en mere og så lige en mere! Selv de garvede og rutinerede hjælpere fra Svendborg blev overrasket over mængden af fisk på trods af lav vandstand i åen. De havde aldrig set så mange på det første stræk som vi gik på. “Måske er det elektrodeføren”, nå men det stod jo hurtigt klart, at frygten for havørrederne ikke var der, blot stod til skamme. Jeg kiggede bagud og så Kim i øjnene. ”Det her er godt nok vildt Kim”. Men han smilede bare tilbage, blinkede, og sagde så ”Jep nu er du kommet til et rigtigt vandløb”

Det blev tid til at få sorteret fisk, samt at få en tår og drikke. Lodsejeren var også ankommet sammen med sin søn som stod meget interesseret og fulgte med i hvor mange flotte fisk vi have fået i karet. Her på første stop forklarede Kim mig lidt om hvordan han mærker efter på hunnerne om der er klar, eller ikke klar til, at komme ind til Linda på Fyns Laksefisk.

Efter en sortering i ekspresfart, hvor holdet omkring Kim er enormt effektive til at få løbet havørrederne op til det store kar på bilen, som skal transportere dem ind til “laks”. Så skulle vi igen i gang med at elfiske. Hen over det næste stræk fortsatte det bare med det gode fiskeri. Hold nu op hvor er det her bare fedt. Jeg kunne dårligt være i mig selv, af bare eufori!

Middagstid er middagstid, så efter at have sorteret fisk endnu en gang, hvor Kim havde overladt ansvaret for sorteringen til mig, blev det tid til en velfortjent pause. Her havde Svendborg Sportsfiskerforening endnu en overraskelse i ærmet. Den bestod af 2 sandwich til hver mand. Den ene med røget helleflynder, som Kim havde været i Nordnorge for at fange, og rygningen havde hans ene klubkammerat stået for. Den anden med lækker kylling. Godt mæt og lige så godt bespist gik vi atter i vandet for at komme i gang.

Denne her gang var det blevet tid til et lille skift ved elektroden, hvilket også et rimeligt når man nu er flere med certifikat. Jeg skal da lige love for man ikke skal være lavet af glas hvis man skal med ned i Stokkebækken. Den er jo fyldt med sten. Sten som er store, sten som er mellemstore, og sten som er små, alle sammen med kun det ene formål at prøve på at tage livet af dig, som går med i vandløbet som hjælper. Hold nu op en kamp det er at trække den lille båd med et par små fisk i karet. Jeg tænkte flere gange undervejs på, hvornår det her mon stopper, men det stopper simpelthen ikke. Det her er et rigtigt vandløb, som hvis man var i Nordnorge efter laks, dog i en mindre udgave. Heldigvis kom der forstærkende hjælp til, og frisk folk kom ned i vandløbet. Der var også plads til at have nogle unge mennesker fra Svendborg Ungdomsskole med på tur. De fik også en stor oplevelse. Sikke et overskud Svendborg viser på deres tur.

Dagens fisketal lander på ikke mindre end svimlende 95 stk. hjemtagne med en god gennemsnitsstørrelse. Der blev ligeledes sat ca. 70 og 80 havørreder ud, som ikke var klar, eller som enten var skadet af skarv eller garn. Nogle fisk havde også svamp efter endt gydning. Der skal lyde en kæmpestor tak til Svendborg for jeg måtte komme med som gæst i jeres fantastiske vandløb.

 

Svendborg Ungdomsskole i Stokkebæk. Foto: Claus Eklund Christensen

 

Lørdag d. 19. november: Vindinge å. Dalum Sportsfiskerforening. Rapport Per Nielsen.
Hermed rapport fra dagens fiskeri i Vindinge å. Vi så ikke en eneste havørred. Vandstanden var meget lav, og der var ingen tegn på gydning. Vi fik dog fint besøg af fiskerikontrollen, som gik med i 3 stive timer! Deres besøgsrapport og beskrivelse i rapporten var meget sigende. ”Fiskeriet forløb fint og der var fokus på sikkerhed. Der blev ikke fanget nogle store ørreder på strækningen”.

 

Lørdag d. 19. november: Stavis å/Ryd å: Vandpleje Fyn. AFLYST.
Da der allerede er gået 2 gange i Stavis å, og det ikke er muligt at gå i Ryds å pga. lav vandstand, blev denne tur aflyst.

 

Søndag d. 13. november: Puge Mølle å: Rapport af Max Petersen.
Vi havde i dag det flotteste vejr, til vores elfiskeri i Assens og Omegns Sportsfiskerforenings vandløb. Jeg har ikke lige tal på hvor mange ørreder der kom med til Fyns Laksefisk, men der var mange fisk. Linda Bollerup Høgh havde tre stærke mænd med, og det var heldigt, vi havde kun to til at hjælpe i åen, vi håber at der er nogle flere som tilbyder deres hjælp næste år.

Men en stor tak skal i have, jer som knoklede i åen. Linda og hendes hold, Ebbe og Erik. Og tak til jer som også mødte op for at følge med på turen.
Henning Andersen havde sørget for sandwich til alle, og der var rigeligt, tak.

Linda, John Poul, og Bo i Puge mølle å med AOS. Foto: Max Petersen

OBS: Linda oplyser at der blev hjemtaget omkring 25 havørreder men genudsat mange flere.

 

Søndag d. 13. november: Lindved å: Vandpleje Fyn. AFLYST.
Da der allerede er gået to gange i vandløbet, og det blev vurderet at der ikke er kommet friske fisk til siden sidst, blev denne tur aflyst.

 

Dejlig hunfisk fra Storå. Foto: Rasmus Hansen

 

Søndag d. 13. november: Storå: Vends Sportsfiskerforening. Rapport af Søren Knabe
Jeg skal da love for vi var nogle stykker som fik en mindre overraskelse da vi trak gardinerne fra søndag morgen. I nattens løb var der faldet 5-10 cm sne, og søndagens tur tegnede derfor til at blive en kold fornøjelse. Men så var det godt det, at det var de hårde drenge som skulle på tur i dag!

Vi begyndte på Åbakkevej ligesom for 14 dage siden – og ligesom sidst, så fik vi fine fisk på det første stykke. Der var ikke fisket længe, før en stor flot hun måtte en tur i nettet, og med sig havde hun en farisæer af en regnbueørred. Begge fisk blev behørigt genudsat. Den flotte hun, fordi hun ikke var i nærheden af at blive strygeklar. Og regnbuen fordi vi ”endnu” ikke har tilladelse til at opfiske og aflive regnbueørreder. Det skal dertil siges at jeg på vegne af VPF & FL har indsendt en ansøgning om opfiskningstilladelse til fiskeriinspektorat øst, men tilladelsen er altså ikke kommet frem endnu!

Mens halvdelen af elfiskeholdet tog turen opstrøms, så måtte den anden halvdel hjælpe Ole med bil og transportkar op ad Åbakken. Vejen var glat som en i h……. En stejl bakke, snebelagt vej, og en trailer med et tungt kar + sommerdæk. Det er altså en dårlig kombi!

Mellemstykket holdt lidt fisk, og det øverste stykke endnu flere. Men det der virkelig fik humøret i vejret på os alle, var at se de enorme gydebanker der var banket op øst for Bogensevej. Bankerne var ufatteligt store, og specielt 2 af bankerne var ekstreme. De var ca. 50-70 cm høje og der har med garanti været meget store fisk på leg her. Totalt fantastisk når vores arbejde med at udlægge gydegrus bærer frugt!

Der blev hjemtaget 9 hanner og 6 strygeklare hunner, men der blev også genudsat omkring 30 fisk. Heraf mange ”halvhårde” hunner som var forholdsvis friske i åen. Der blev desuden genudsat en del fisk af egen avl. Og enkelte fisk med skader. Vi så også en udleget hunfisk, men vi mødte desværre ikke de store gravemaskiner der havde været på spil på vores gydebanker.

Turen blev afsluttet med ekstra kolde fyraftens-øl og en god stak grillpølser rundt om den varme grill. Alt sammen i det skønneste snevejr.

Man må aldrig glemme hyggen!

 

Søren Knabe