Der er gang i de fynske åer! Elfiskerne har været ude – de første resultater fra Fyns åer lover godt for havørredens gydesæson. Læs med her for at se hvordan uge 45 er gået!
I dag var vi ude ved Vejstrup Å, hvor der skulle elfiskes. I alt blev der hjemtaget 12 fisk, mens 14 fisk blev genudsat, og én fisk var skadet.
Blandt de fangede fisk var der fem individer med klippet fedtfinne — heraf to hunner og tre hanner. Vandstanden var høj, hvilket betød, at fiskene var vandret længere op i åen. Dog blev det bemærket, at der ikke var nogen gydebanker i brug på det tidspunkt.
Jeg må indrømme, at jeg var lidt rusten i teknikken, så et par hanner slap fra mig under kontrollen, men jeg fik heldigvis registreret de fisk, som var klippet, som planlagt.
Fyns Laksefisk var en tur i Vittinge Å, men desværre var der ikke meget at komme efter denne gang. Strækningen blev grundigt gennemgået, men fiskene var få. I alt blev 7 havørreder hjemtaget, hvoraf den største målte 59 cm.
Uden de store forventninger om mange fisk drog folkene fra Fyns Laksefisk på elfisketur i Vejrup Å. De seneste år har åen ikke kunnet præstere særligt mange havørreder, og om denne tur gav grund til optimisme, er svært at sige. Vandstanden var perfekt, og hele det lange stræk blev gennemgået. Resultatet blev knap 60 ørreder i nettet – de fleste mellem 25 og 35 cm. 16 fisk var på målet eller derover, og den største var en hunfisk på 69 cm.
Vi observerede enkelte benyttede gydebanker. Så hvordan skal resultatet betegnes? Tja… bestået.
Vi startede ved Burger King, og på den første del af strækningen fik vi 21 fisk. Heraf blev 9 genudsat, mens vi tog 12 med hjem. Den sidste del gav ikke noget nævneværdigt – bortset fra enkelte smolt, aborrer og skaller, som vi observerede.
Derefter kørte vi videre til Kine-stykket, hvor vi stoppede lige før golfbanen. Her fik vi lidt fisk hist og her, og det blev i alt til 20 fisk – 8 blev genudsat, og 12 hjemtaget. Desværre var det meget lavvandet på flere strækninger, men til gengæld kunne vi se, at stort set alle gydebanker var blevet brugt. Det er et positivt tegn, og der var også fint med smolt i åen.
I alt endte turen med 24 hjemtagne fisk og 17 genudsatte.
Turen i Vindinge Å var en fantastisk oplevelse. Fiskene stod klar på gydebankerne, og nogle havde allerede udført deres opgave og var på vej retur. Vi oplevede masser af fisk i alle størrelser på stort set hele strækningen. I alt hjembragte vi 30 fisk – fordelt 20-10 med overvægt af hunner.
Hvor lang tid tager det at elfiske 1300 meter vandløb i Storå?
Hvis man er hurtig, kan man sikkert løbe det over på et par timer, men står fiskene tæt, tager det nok omkring 3-3,5 time. I søndags brugte vi 3,5 time!
Med et rekordstort hold af elfiskere, hjælpere og juniorer drog vi på vores første elfisketur i år. Vi havde Storå på planen, og vi skulle fiske selvsamme strækning, som vi havde haft så god succes med sidste år. Strækningen, som også udgør vores fiskevand i sæsonen, ligger opstrøms Ruggardsvej, og den syner egentlig ikke af meget, men den holder havørreder. Mange havørreder.
Kort fortalt havde vi en helt igennem fantastisk tur. Et par af drengene var med i åen, og som den lille Frederik udtalte: “Det er en af de bedste dage i mit liv.”
Jo, ser I, vi fangede 105 havørreder på 1300 meter. Det svarer til én havørred for hver 12,38 meter. Ret vildt, ikke?
Alt i alt hjemtog vi 42 stk. til Fyns Laksefisk. Den største fisk var en dejlig tyk hunfisk på 76 cm, og hun var én ud af 29 hunfisk, som blev hjemtaget. Det betyder samtidig, at de resterende 13 fisk var hanner, og at der blev genudsat hele 63 fisk. Heraf havde nogle ganske få allerede været på leg, men langt størstedelen var rogntunge hunner, som stadig var et stykke fra at være modne. De får lov til at finde sig en mage eller fem længere oppe i åen.