Facebook Youtube Instagram
30.01.2026

Bestandsundersøgelser 2026

Christian Thomsen

cht@destinationfyn.dk

Bestandsanalyser 2026

I 2026 gennemfører DTU Aqua bestandsanalyser af ørred i en lang række vandløb på Fyn og Øerne som en del af en landsdækkende undersøgelse i 22 kommuner. Samtidig registreres andre fiskearter, så der skabes et bredt billede af livet i vandløbene.

Bestandsanalyser på Fyn og Øerne: Sådan står det til med ørreden i vandløbene

I 2026 bliver fiskebestandene i en lang række fynske vandløb kortlagt, når DTU Aqua gennemfører de ret så omfattende bestandsanalyser. Analyserne gennemføres ved hjælp af elektrofiskeri, hvor fiskene registreres efter art, antal og størrelse – med særligt fokus på ørredyngel – og giver dermed et vigtigt øjebliksbillede af, hvordan især havørredens naturlige reproduktion klarer sig. Resultaterne danner grundlag for den fremtidige fiskepleje.

 

Vandløbende i alle de 10 Fynske kommuner skal undersøges

Bestandsanalyserne, som gennemføres i 2026, sætter særligt fokus på en lang række vandløb på Fyn og Øerne. Her indgår vandløb i kommunerne Nordfyns, Odense, Kerteminde, Nyborg, Svendborg, Langeland, Faaborg-Midtfyn, Assens, Ærø og Middelfart kommune. Undersøgelserne er en del af en landsdækkende indsats, hvor i alt 22 kommuner deltager, med det fælles mål at skabe et samlet overblik over tilstanden i de danske vandløb.

Selve feltarbejdet foregår i sensommeren, i august og september, hvor forholdene i vandløbene giver de bedste forudsætninger for at vurdere den naturlige produktion af fisk. Her gennemfører DTU Aqua i samarbjede med eventuelle partnere og frivillige - elektrofiskeri på omkring 700 lokaliteter nationalt, suppleret af cirka 200 besigtigelser af forskellige vandløbene. Fokusset er især rettet mod ørredyngel, som fungerer som en vigtig indikator for vandløbenes kvalitet og gyde- og opvækstforhold. Samtidig registreres andre fiskearter, så der opnås et bredt og nuanceret billede af livet under vandoverfladen.

Resultaterne bliver synlige på Ørredkortet

Når analyserne er gennemført, bliver resultaterne offentliggjort og tilgængelige via Ørredkortet. Det digitale kort viser, hvor der findes naturligt produceret ørred- og lakseyngel i de danske vandløb, og fungerer som en vigtig indikator for vandløbenes økologiske tilstand.

Ørredkortet bruges både af kommuner, myndigheder, forskere og frivillige i vandplejen og spiller en central rolle i statens vandforvaltningsplaner. Kortet gør det muligt at følge udviklingen over tid og peger på, hvor indsatser har haft effekt – og hvor der fortsat er behov for forbedringer.

Grundlag for fremtidens fiskepleje

De nye bestandsanalyser danner grundlag for opdaterede fiskeplejeplaner, som forventes offentliggjort i 2027. Planerne vil omfatte både ørred og andre fiskearter og indeholde konkrete anbefalinger til, hvordan vandløbene kan forbedres, så de i højere grad understøtter selvreproducerende fiskebestande.

For Havørred Fyn er analyserne samtidig et vigtigt arbejdsredskab i indsatsen med vandløbsrestaurering, målrettede støtteudsætninger og udviklingen af en bæredygtig fisketurisme. Den detaljerede viden gør det muligt at prioritere indsatserne dér, hvor de har størst effekt – til gavn for vandløbene og  havørredbestandene.

Christian Thomsen