Facebook Youtube Instagram
18.03.2026

Nu kan du booke en smoltvagt!

Christian Thomsen

cht@destinationfyn.dk

SMOLTVAGT er tilbage! Book en vagt før din fiskemakker

De er små. De er sårbare. Og de har brug for dig.
Nu kan du booke en SMOLTVAGT – men hvad betyder det egentlig?
Læs med og se, hvordan du kan gøre en reel forske

444 vagter skal bookes

Om få uger starter udsætningerne af tusindvis af havørredsmolt ved mundingerne af en lang række vandløb. Vil du være med til at passe på de små, sårbare fisk, kan du nu booke en eller flere smoltvagter via Smoltvagt-appen. 

Fisker du efter havørred på kysten, og vil du forbedre dine chancer for gode fangster i de kommende år, kan du gøre en forskel ved at booke en eller flere af de i alt 444 vagter, der skal hjælpe de små udsætningsfisk i den første sårbare fase, hvor de trækker fra vandløbene ud i havet. 

Opgaven er enkel

Når de mange tusinde smolt trækker ud i havet, står skarver, fiskehejrer og måger nemlig klar til at gå til angreb og tage for sig af retterne. Men går der en smoltvagt i mundingsområdet, holder det de sultne fugle på afstand. 

Opgaven er enkel: Find et vandløb og et tidspunkt, der passer dig, og book vagten via Smoltvagt-appen. En vagt varer tre timer, hvor du bevæger dig rundt ved udmundingen og langs den yderste del af vandløbet. Ved din blotte tilstedeværelse skræmmer du fuglene væk og gør en stor forskel. 

Du downloader appen via Google Play eller App Store og følger derefter instruktionerne i appen. 

Alle kan være med!

Husk også at prikke din fiskemakker, din nabo eller svigermor på skulderen og opfordre dem til at tage en vagt. Ud over at du gør en god gerning, deltager du også i lodtrækningen om 30 lækre pakker med kystgrej fra ABU Sölv, Westin og Rapala VMC. 

Der er i alt 32 udsætningspositioner fordelt på Fyn, Sjælland og Jylland med smoltvagter, så tjek, om der ikke skulle være et udsætningssted i dit lokalområde, hvor at du kan gøre en forskel. 

Læs mere om projektet her. 

Fyn åbner ballet den 7. april

Det er traditionen tro på Fyn, at årets første smoltudsætninger skydes i gang. Allerede tirsdag den 7. april sættes de første havørredsmolt ud i Middelfart Kommune, og dermed går startskuddet til en vigtig periode for både fisk og frivillige smoltvagter. Herefter følger resten af landet trop i de kommende uger, efterhånden som udsætningerne rulles ud ved vandløb langs kysterne. 

Fyn og Øerne bliver 235.400 havørreder rigere

I år udsættes der i alt 235.400 havørredsmolt på Fyn og Øerne. Fiskene fordeles i en lang række vandløb langs kysterne, hvor forholdene er nøje udvalgt for at give de små smolt de bedste forudsætninger for overgangen fra ferskvand til hav. 

Men arbejdet stopper ikke ved udsætningen. 

Nogle udsætningspositioner er mere sårbare end andre, og det er her, smoltvagterne gør en afgørende forskel. I alt skal de frivillige være med til at beskytte omkring 154.500 af de udsatte smolt i den kritiske periode, hvor fiskene vandrer mod havet. 

På Fyn, Langeland og Ærø gennemføres der i alt 140 vagter af tre timers varighed – svarende til hele 420 timers smoltvagt. Det er en markant frivillig indsats, som er med til at sikre, at så mange smolt som muligt når sikkert ud i havet. 

Smoltvagter - I gør en forskel!

Erfaringerne viser, at smoltvagterne har en markant effekt. Når der er mennesker til stede ved vandløbenes udløb, reduceres antallet af fugle, og langt flere smolt får mulighed for at nå sikkert ud i havet. 

Det er en stor hjælp for fremtidens havørredbestand – og dermed også for fiskeriet langs de danske kyster. Hver enkelt vagt bidrager til flere overlevende fisk – fisk, som du måske møder på en fisketur i fremtiden. 

Projektet er et samarbejde mellem en række organisationer, men indsatsen afhænger i høj grad af, at nok frivillige melder sig på banen. 

Læs mere på SPORTSFISKEREN!

Danmarks SportsfiskerforbundDansk LystfiskeriLystfisker DanmarkDansk LaksefondFyns LaksefiskFishing Zealand og Havørred Fyn er projektpartnere i projekt Smoltvagt. Du kan finde  yderligere information omkring PROJEKT SMOLTVAGT på vores LANDINGPAGE eller søge i vores arkiv, for at læse mere om tidligere års smoltvagt projekter. 

Christian Thomsen