Christian Thomsen
cht@destinationfyn.dk
Ny national frivillighedsindsats styrker vandplejen – med Søren Knabe som fynsk bindeled mellem Havørred Fyn og Lystfisker Danmark.
Lystfisker Danmark ansætter seks nye frivillighedskoordinatorer landet over gennem projektet Flere Fisk – mere Frivillighed.
Havørred Fyn glæder sig over, at den frivillige vandpleje nu styrkes nationalt gennem projektet “Flere Fisk – mere Frivillighed” under Lystfisker Danmark. Projektet skal de kommende fire år støtte lystfiskerforeninger i hele landet med planlægning, gennemførelse og opfølgning på vandløbsrestaurering – og skabe endnu bedre rammer for, at frivillige kræfter kan gøre en forskel lokalt.
Projektleder Rune Hylby understreger formålet med indsatsen sådan: “Det er vigtigt at slå fast, at projekt Flere Fisk – mere Frivillighed er sat i søen for at hjælpe foreningerne med det, de har behov for, samt sikre, at der bliver udført flere vandplejeprojekter, end ellers.”.
For Havørred Fyn er frivilligheden en helt central del af arbejdet med de fynske vandløb. Gennem mange år har vi – via vores frivillighedskoordinater, og sammen med de lokale foreninger og Vandpleje Fyn – opbygget en stærk og velfungerende praksis for restaureringsarbejde i vandløbene. Vi har set, hvordan netop frivillige ildsjæle kan løfte både natur, fiskebestande og fællesskaber, når de gode lokale kræfter bliver understøttet med viden, netværk og retning.
Derfor ser vi det som en meget positiv udvikling, at denne tilgang nu forankres i en samlet national indsats. Med “Flere Fisk – mere Frivillighed” skabes der nye muligheder for sparring og videndeling på tværs af landsdele — ikke kun om selve vandløbsrestaureringen, men også om motivation, organisering og inspiration af frivillige. Det giver et stærkt afsæt for at udvikle endnu mere erfaring og endnu bedre metoder på tværs af regionsgrænserne.
Vi er samtidig glade for, at vores mangeårige frivillighedskoordinator i Havørred Fyn, Søren Knabe, også er tilknyttet som projektkoordinator på Fyn i “Flere Fisk – mere Frivillighed”. Søren vil fortsat være forankret i Havørred Fyn, og koblingen til det nationale projekt giver en ekstra styrke: den sikrer et endnu tættere samarbejde mellem de fynske erfaringer og den nationale indsats – til gavn for både lokale projekter og den fælles udvikling af frivillig vandpleje i Danmark.
Havørred Fyn ser frem til at bidrage aktivt til projektet og til et styrket samarbejde med Lystfisker Danmark i de kommende år.
“Den nationale satsning åbner nye døre for frivilligt engagement og kan skabe endnu flere gode restaureringsprojekter i vandløbene – også på Fyn. Jeg er meget glad for, at vi nu kan kombinere det solide Grusbande-arbejde i Havørred Fyn med de muligheder og den sparring, som Flere Fisk – mere Frivillighed giver.”
Afslutter Søren Knabe, Frivillighedskoordinator i Havørred Fyn.