Elfiskeriet på Fyn er startet, og igen i år gennemføres det vigtige arbejde i et samarbejde mellem Fyns Laksefisk, Vandpleje Fyn, og 7 fynske sportfiskerforeninger. Formålet er at sikre udsætningssmolt for 2026.
På trods af at Fyns Laksefisk står overfor en usikker fremtid har Havørred Fyn besluttet af videreføre smoltudsætninger som I mange år har udgjort et af projektets tre ben.
Den 9. oktober mødtes repræsentanter fra de fynske sportsfiskerforeninger og Fyns Laksefisk til den årlige "Lille Elfiskeaften". Her gav Vandpleje Fyn og sportsfiskerforeningerne deres fulde opbakning til Havørred Fyns beslutning om at fortsætte smoltudsætningerne. Sammen har foreningerne, Vandpleje Fyn og Fyns Laksefisk lagt en plan, der sikrer indsamlingen af tilstrækkeligt med moderfisk til at skabe en ny generation af udsætningssmolt i 2026.
På grund af den bebudede lukning af Fyns Laksefisk vil antallet af skolens elfisketure blive reduceret i forhold til tidligere år. Det betyder at der i år er der opstået et behov for, at de frivillige trækker et endnu større læs når der skal indhentes moderfisk rundt omkring i de fynske vandløb. På elfiske-aftenen gav foreningerne håndslag på at man påtager sig opgaven så smoltudsætningen i 2026 kan blive en realitet
Afstrygningerne og plejen af de indkomne moderfisk vil ligesom det øvrige opdrætsarbejde blive varetaget af Fyns Laksefisks erfarne medarbejdere, ganske som tidligere.
Elfiskeriet begyndte med Fyns Laksefisks besøg i Åå sidste torsdag, og det tager så småt til i styrke den kommende weekend, hvor 3 frivillige elfiskehold fra vandpleje Fyn og Vends kommer i aktion.
Opfiskningsbehovet og omfanget af årets fiskeri er endnu usikkert, men man forventer det afklares i de kommende uger. Der er for nuværende planlagt 25 elfisketure i 15 forskellige vandløb, og man forventer at selve elfiskeriet forløber gennem hele november måned.
Her på siden vil vi, ligesom sidste år, bringe ugentlige opdateringer og historier fra elfiskeriet. Følg med for at få et indblik i arbejdet og se hvordan de enkelte ture forløber.