Facebook Youtube Instagram
24.03.2023

Smoltvagt 2023 er i luften – Find og book dine vagter NU!

Det er igen i år muligt at blive smoltvagt og dermed gøre en god gerning ved at beskytte udsatte smolt. Tilmelding til vagtordningen skal ske via en spritny app som netop har set dagen lys. App´en ligger klar til download i Appstore og Google Play – Og du kan allerede booke dine vagter NU!

 

Smoltvagterne udbredes i hele DK
Hvor det at stå vagt under smoltudsætningerne, i mange år har været en fynsk ting, så har man på nationalt plan fundet ideen så god, at projektet nu udbredes til hele landet. Begrebet ”smoltvagt” har med andre ord fået vokseværk. Og det der for mange år siden startede som et projekt blandt frivillige i Vandpleje Fyn, løftes nu til nye højder.

Ny app gør det nemt
I et nyt og stærkt samarbejde har vi sammen med Danmarks Sportsfiskerforbund, Dansk Lystfiskeri, og Fishing in Denmark udviklet en superfed app ved navn ”SMOLTVAGT”. App’en gør det ultranemt for frivillige at finde og booke vagter, og det er dermed ret nemt at blive skytsengel for udsatte smolt. 

Smartplan afløst af app
De senere år har fynske smoltvagter booket vagter via en bookinghjemmeside, men det nye stærke samarbejde bevirker, at alle vagter for fremtiden skal bookes i en app. En app der gør det gamle bookingsystem overflødigt.
Hvor det gamle system var beregnet som et personale-planlægnings-program til virksomheder, så er den nye app er udviklet med et målrettet fokus på frivillighedsprojekter som f.eks. smoltvagterne.

 

 

På Fyn gør vi næsten som vi plejer
At smoltvagterne nu udbredes til stort set alle nationale udsætningsforeninger betyder ikke noget for os på Fyn – for vi gør stort set som vi plejer. Den 5. april kører Fyns Laksefisk første udsætningstur, og fra den dag bliver det altså muligt at stå vagt over udsatte smolt. Den første udsætning i Aa å er blot en forsmag på hvad der venter ved de fynske vandløb i ugen efter påske.
Fra den 11/4 kommer det helt store slag til at stå, og det er her langt de fleste smoltvagter skal i aktion.

17 Fynske vandløb overvåges
I det fynske vil der i alt være 17 udsætningspositioner der skal dækkes af vagter. Udsætningsstederne er fordelt over hele Fyn med et par afstikkere til Ærø og Langeland.
I det fynske alene er der i alt 250 vagter af 3 timer vi skal have dækket ind, og her kommer du ind i billedet. Vi håber du vil bidrage med et par timer af din fritid, og på den måde sikre overlevelsen af tusindvis af smolt.

Om projekt Smoltvagt
Projekt Smoltvagt har til formål at motivere lystfiskere over hele landet til at bortskræmme skarver og andre fiskespisende fugle, når der udsættes ørredsmolt i udmundingerne af de danske vandløb i april. Målet er at flere ørredsmolt overlever ved udsætningen.
Der bliver årligt udsat i omegnen af en million ørredsmolt, hvoraf 411.000 udsættes på Fyn – og i år udsættes tilmeld 100.000 i regi af Dansk Lystfiskeri.
Med projekt smoltvagt bliver der på landsplan op mod 500 vagter at vælge imellem, og 37 vandløb der dækkes af frivillige skytsengle.

Havørred Fyn, Danmarks Sportsfiskerforbund, Dansk Lystfiskeri, Fishing in Denmark, Dansk Laksefond og Fyns Laksefisk er projektpartnere i Projekt Smoltvagt.

Du kan finde appén SMOLTVAGT via linket her – eller søge efter smoltvagt på Google Play og i Apples Appstore.

 

Søren Knabe