Af Thomas Kopp Kristiansen
Efter et par halv-sløje aftenture, hvor det kun blev til hornfisk, inviterede min bror mig til en aftentur på Vestfyn. Jeg var egentligt nok mest til Storebæltskysten, og sofaen træk også lidt. Faktisk var jeg begyndt at glæde mig til at se et Brødrene Price program om egnsretter med Sønderjylland som tema, hvor surrib, snysk og skrædderduel er hofretter. Desuden jeg havde ikke modtaget de helt store fangstrapporter fra Vestfyn… dårlige undskyldningerne var der nok af.
Men det hele tog lynhurtigt en drejning, da min bror ville medbringe en stor jordbærtærte, hvis jeg sørgede for kaffe.. Så blev det pludseligt en helt andet sag…. Vestfyn lokkede vildt nu!
Jeg var først ved 20:30-tiden på den aftalte plads, så det kunne måske max. blive til 2-3 timers fiskeri, men hvad gør man ikke for en ½ jordbærtærte?
Min bror havde fisket stykket igennem en gang før jeg kom – uden held – så vi blev enige om at prøve et nyt stræk på kysten. Ved det nye stykke var der hurtigt interesse for tobisfluen, som blev fisket i et højt tempo med et synkende Milo-bombardaflåd (den blå, som arbejder på 1-2 m’s dybde). En fin tyksak af havørred på ca. 45 cm. røg på fluen, og blev hurtigt genudsat. Fin start. Der gik dog ikke megen tid, før Lars kaldte i walkie talkie´en: “Nu er det satme kagetid!”. Det er egentligt utroligt, hvor hurtigt sådan en hel jordbærkage kan spises – eller er det rettere et spørgsmål om, at de simpelthen er lavet alt for små.
Efter pausen prøvede jeg at fiske det samme stræk, som gav mig den første fisk. Dog skiftede jeg til et bombardaflåd som fiskede højere i vandet (Milo’s gule model, som fisker 0.25-0.50 cm under overfladen) og så en sort rørflue på 8-10 cm, som tidligere har givet en del fisk. Den blev også fisket i et rask tempo.
Mørket var faldet på og jeg var så småt begyndt at tænke på køreturen hjem på ca. 45 min, og at vækkeuret ville ringe præcis kl. 06:15 næste morgen. Men dér huggede den næste havørred stenhårdt tæt på land, og efter et par aggressive udløb lå fisken på stranden.
En rigtig tyksak på 52 cm og 1,5 kg. Noget tykkere end normalt – så er det jo altid spændende at se, hvad den har spist på det sidste. Mit eget bedste bud var umiddelbart børsteorm, rejer eller tobis, som jeg i butikken “kløgtigt” har anbefalet masser af kunder at satse på – altså tobisfluer eller blink, som kunne imitere tobis. Kniven havde jeg glemt, så det måtte vente til jeg kom hjem.
Lars fik lov at prøve “mit” stykke af kysten, og det gav også en flot tyk fisk, og vi blev enige om at trille hjemad. Det er altid lidt mærkeligt at forlade en plads, som bare holder fisk – velvidende at mere fiskeri ville have givet os flere fisk. Men det giver jo også en god appetit til næste tur.
Hjemme i køkkenet kunne jeg se, at der i fiskens mave var mange mindre krabber (og en smule rejer). Ikke lige hvad jeg havde regnet med, men afgjort meget interessant. Nu skal der sælges Gulp-krabber i butikken:-)
Knæk og bræk derude
Forår
Efter et par halv-sløje aftenture, hvor det kun blev til hornfisk, inviterede min bror mig til en aftentur på Vestfyn. Jeg var egentligt nok mest til Storebæltskysten, og sofaen træk også lidt. Faktisk var jeg begyndt at glæde mig til at se et Brødrene Price program om egnsretter med Sønderjylland som tema, hvor surrib, snysk og skrædderduel er hofretter. Desuden jeg havde ikke modtaget de helt store fangstrapporter fra Vestfyn… dårlige undskyldningerne var der nok af.