Facebook Youtube Instagram
Nyheder / Langelandske Ørreddage
08.04.2015

Langelandske Ørreddage


Ørrededage på Langeland

Forårets havørred-fiskeri har været rigtigt godt på Langeland – med mange store eksemplarer. Blandt andet denne på 4,285 kg, fanget den 29. marts.

Omtrent alt hvad der kan kravle og gå af lyst- og sportsfiskere på Langeland og Sydfyn deltager hvert år i den åbne kystkonkurrence Langelandske Ørreddage. Plus en hel del fra resten af Fyn og det øvrige Danmark – samt nogle stykker fra udlandet. Konkurrencen arrangeres af foreningen Sportsfiskeren Langeland.

Uden deltagerne var områdets havørred-fiskeri ikke hvad det er. For halvdelen af overskuddet fra Langelandske Ørreddage bruges på ørredudsætninger/restaureringer i vandløb. Sammen med Havørred Fyn udsatte Sportsfiskeren Langeland tidligere i år mere end 30.000 små havørreder i vandløbsmundinger på begge sider af øen.

Og i oktober 2013/april 2014 gennemførte foreningen sammen med Langeland Kommune og Vandpleje Fyn – med økonomisk støtte fra Havørred Fyn – et restaurerings-projekt i Tudserenden, som løber gennem Pederstrup og ud i bæltet lidt syd for Spodsbjerg. Der blev lavet mange gydebanker, som allerede i de følgende uger blev taget i brug af havørrederne. Og igen i denne vinter var der travlhed på gydebankerne. Ud af anstrengelserne kommer forhåbentlig en masse ørreder.

Sportsfiskeren Langeland satser på at tage fat på endnu et vandløb i år. Denne gang på Langelands vestside. Vandløbet har allerede i dag en fin lille ørredbestand, men den kan blive større, hvis der udlægges sten – både i form af gydegrus og skjulesten.

Årets Langelandske Ørreddage foregår lørdag den 25. og søndag den 26. april. Der er præmier for 55.000 kroner alt i alt, og billetprogrammer koster 60 kr. pr. styk. Blandt alle solgte billet-programmer trækkes lod om en tur til Bornholm. Billetprogrammer kan købes i diverse grejbutikker – til og med den 24. april.

Yderligere oplysninger kan fås hos Poul Petersen på tlf. 40 17 27 99