I Danmark er det lovpligtigt at have fisketegn, hvis man fisker i søer og åer samt ved kysten. Hvert år bliver der solgt omkring 200.000 fisketegn til danske og udenlandske lyst- og fritidsfiskere, men den seneste opgørelse viser, at salget af fisketegn i 2024 er faldet en smule i forhold til 2023.
Nu bliver det heldigvis nemmere at have fisketegnet med på tur, da Landbrugs- og Fiskeristyrelsen i dag lancerer en ny fisketegnsapp til mobilen. Det glæder minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Jacob Jensen (V):
"Der er masser af steder i Danmark, hvor der er gode muligheder for at tage på fisketur. Vi lancerer i dag en app, som gør det mindre bøvlet og endnu nemmere at anskaffe sig et fisketegn, så man kan kaste snøren eller sætte garnet ud med "papirerne" i orden. Når man køber det statslige fisketegn, er man med til at passe på de danske fiskebestande til glæde for alle, der tilbringer tid ved de danske kyster, vandløb og søer."