Da meldingen om en forestående lukning af Fyns Laksefisk ramte offentligheden, trådte en lang række af privatpersoner, foreninger, fonde og virksomheder til med en indsamling af midler i forsøget på at sikre et køb.
Endnu en gang tusind tak for indsatsen, for engagementet og for de indsamlede midler.
Fyns Laksefisk er reddet.
En forpagtningsaftale for de næste fire år gør fra 1.7.2025 Erhvervshus Fyn til lejer af matrikel, lokaler og udstyr. Og det fastansatte personale på Fyns Laksefisk vil fra den dato være ansat i Erhvervshus Fyn.
Frem mod overtagelsen arbejder Erhvervshus Fyn nu på den model, der skal få driften til at hænge sammen og sikre en så smidig overgang for såvel personale som fiskeopdræt.
De indsamlede midler var et solidt rygstød i arbejdet med at få landet en aftale om forpagtningen, og de vil indgå som en væsentlig ressource for det arbejde, der i de kommende år skal sikre fortsat opdræt af smolt til udsætning i de fynske vandløb.
De 300.000 kroner fra private og foreninger vil således gå til leje og vedligehold af udstyr som kar, pumper, motorer og stativer. Altså alt det, der gør det muligt at opdrætte smolt i Fyns Laksefisk.
Forpagtningsperioden på fire år giver samtidig arbejdsro. I første omgang til at fortsætte den nuværende indsats, men i høj grad også arbejdsro til at afsøge mulighederne for, hvad der skal ske efter 1.7.2029.
Skulle det undervejs i de fire år lykkes at skabe et bæredygtigt overskud på driften af Fyns Laksefisk, vil de 300.000 kroner fra private og foreninger være øremærket til at indgå som en del af økonomien i et muligt scenarie efter forpagtningsaftalens udløb.