Facebook Youtube Instagram
08.09.2021

Havørred Fyn ansætter frivillighedskoordinator

Martin Porsborg Hemrich

mphem@destinationfyn.dk

Vi kan med glæde meddele at vi pr. 1.9.2021 har ansat Søren Knabe som frivillighedskoordinator i en stilling på 8 timer om ugen. Det er for mange lystfiskere et velkendt navn der igen skal ind og have fingrene i de fynske vandløb, og vi er glade for at han har sagt ja til udfordringen.
Søren har i mange år kæmpet for vandløbene og miljøet i og omkring dem og med stor succes! Han har blandt andet været formand for Vandpleje Fyn igennem mere end 12 år, og det er derfor en rigtig stærk profil vi får ind i projektet.
Udover støtte og opbakning fra Fyns Laksefisk og Vandpleje Fyn, så er der også tildelt økonomisk støtte fra Lystfisker Danmark via puljen af frivillighedsmidler
.

Vandløbsrestaurering, elfiskeri & smoltvagter
Sørens primære arbejde bliver at koordinere den frivillige indsats ift. vandløbsrestaurering, elfiskeriet i efteråret og smoltvagterne i foråret. Udover koordineringen, vil han også arbejde med at finde de potentielle restaureringsmuligheder i de forskellige vandløb på Fyn og øerne. Der er rigeligt at tage fat på og Søren glæder sig til at komme i gang som frivillighedskoordinator

”Den sidste måned har jeg skrabet store huller i jorden for at komme i gang, og jeg glæder mig som et lille barn til at samarbejde med alle dem som vil de fynske vandløb det godt. At være frivillighedskoordinator i så stort et projekt som Havørred Fyn forpligter, og jeg skal gøre mit absolut bedste for at få udført en lang række projekter til gavn for det fynske vandmiljø og det fynske havørredfiskeri” udtaler Søren Knabe

Vi har brug for din hjælp!
Når alle de gode projekter skal søsættes og gydegrus og skjulesten skal smides i vandet, så er der brug for flere frivillige kræfter end dem der i forvejen er i netværket hos Vandpleje Fyn. Så hvad enten du er organiseret i en forening eller er ivrig kystfisker, så kan din deltagelse i de kommende vandløbsprojekter være med til at gøre en stor forskel for de Fynske vandløb og havørreder. Så hvis du vil være med til at gøre en positiv forskel for de Fynske vandløb og havørreder, så begynd allerede nu at holde øje med diverse vandløbsprojekter på de sociale medier.  Sammen kan vi kan hjælpe nye generationer af havørreder godt på vej og sammen kan vi gøre det fynske kystfiskeri endnu bedre.

Kontaktinfo på Søren Knabe:
E-mail: skn@destinationfyn.dk 
Tlf.: +45 4414 2404
Søren kan kontaktes via e-mail alle dage. Vil du ringe til ham, så kan han fanges om torsdagen fra 8:00-15:30

Kontaktinfo på Søren Bay (projektleder)
E-mail: sobay@assens.dk
Tlf.: +45 6474 6926

Martin Porsborg Hemrich